ISK nyheder

Havørredens hemmeligheder, 26-02-2011

Sådan narrer du kystens havørreder

Hør om ørredernes biologi den 1. marts i Ishøj Sportsfiskerklubs lokaler - og bliv en bedre lystfisker

De fleste lystfiskere, som fisker efter havørred fra kysten, har sikkert oplevet, at ørrederne pludselig ikke er til at finde eller fuldstændigt har mistet interessen for at hugge. Selv om ørrederne for få dage siden bed lystigt på vores agn, er de nu helt uinteresserede eller som sunket i havet. I stedet for at opgive fiskeriet vil den erfarne lystfisker opsøge - og fange - dem med helt specielle teknikker eller på overraskende lokaliteter. Den dygtige lystfisker kender nemlig til ørredernes biologi og kan derfor dels i mange tilfælde forudsige, hvordan fiskene reagerer på omslag i vejret og skiftende havtemperaturer og dels lokke de meget træge fisk til at hugge.

Vil du kende havørredens hemmeligheder, så får du nu chancen. Kom til en rigtig spændende aften i Ishøj Sportsfiskerklubs lokaler på tirsdag den. 1 marts kl.19.00.
Den aften fortæller Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund, om havørredens mest intime hemmeligheder. Han kommer for eksempel ind på hvilke farver havørreden tænder på, hvad det er, som udløser hugget i både salt- og ferskvand, og hvad havørredernes foretrukne byttedyr er og det bliver alt sammen krydret med gode lystfiskerhistorier.
Der bliver med garanti noget at tage med hjem for både nybegynderen og den erfarne kystfisker.


Alle ISK nyheder