Nyheder fra Ishøj Sportsfiskerklub

Andefiskeriet 2019, 08-01-2019






Hermed en lille beretning fra årets andefiskeri og 4 afd. af Klubmesteren, som fandt sted lørdag den 8.12.2018:

Der var et fint fremmøde denne gang og vi havde minsandten medlemmer fra både Sverige og Tyskland tilmeldt!
Efter morgenmad i klubhuset, indfandt deltagerne sig på bedste beskub i åen, flere med nogen spænding, da fiskeriet op til andefiskeriet ikke havde være det bedste.
Med det samme kunne det konstateres, at det rent ud sagt var et værre lortevejr, hård vind og massiv regn og kulde - det var ikke lette forhold. Men ISK's medlemmer kender vel deres fiskevand som deres egen baglomme (!?) - så der blev fanget flotte kilosaborre rundt omkring.
Efter flere timer artede vejret sig blot en lille smule, og det fik Andreas ( også kaldet "Mini Dan") til at dukke op.
Og så ved vi, at det bliver farligt for modstanderne.
Og minsandten om Andreas ikke snupper dagens største aborre - en pragtfisk på 1830 gram (ja, ja nu har vi elektronvægte, således at der ikke er nogen, som skal få ondt i røven over fisk, vejet på en vægt med f.eks. 25 grams inddeling).
Lars Erik fik en flot fisk på 1785 gram, som han desvære ikke ville have foto af og Gamle Hansen lykkedes til sidst med, at få en fisk på 1685 gram. Det var således 1., 2. og 3. pladsen i Andefiskeriet 2018.
Vores svenske ven Lars, fik dagens mest specielle fangst, en flot gedde på 5,765 kg!

Slutstillng fra Andefiskeriet og 4. afd. af Klubmesteren kan ses på hjemmesiden, hvor også slutstilling for alle afdelinger af Klubmesteren 2018 fremgår.

Tak til ISK og især Dan for et flot arrangement med flotte præmier fra vores sponsorer, bl.a. Westin, OGP og Sport Dres . Knæk og bræk herfra i 2019

Torske Cup 2018, 26-11-2018






Torskecuppen 2018

Den 25. november var det blevet tid til årets ”Torske Cup ”på Øresund, som er en åben konkurrence som Ishøj Sportsfiskerklub arrangerer.

Denne dag skulle vi fiske med ”Fyrholm” som sejler ud fra Kalkbrænderihavnen i København. Målet var de mange torsk, som netop på denne tid trækker ind på det lavere vand for at mæske sig i krabber.

Der havde været et godt fiskeri i tiden op konkurrencen, så det var med gode forventninger at de 26 deltagere mødtes på kajen denne tidlige morgen.
Lodtrækningen om pladserne blev hurtigt overstået og grejet blev gjort klar.
Klokken 8.00 blev trosserne kastet, og kursen blev sat ud mod fiskepladserne og 7 timers fiskeri.

Efter en lille halv time blev den første plads nået og loddet tegnede fint med fisk, så ”Fyrholm” blev lagt til rette, og det første drev kunne starte.
Der var fisk med det samme og kort efter landede de første fisk i kurvene. Det var fine fisk som stod på pladsen og der kom flere fisk over 3 kilo ombord, fine fisk på kastegrejet.
Det blev til en del drev over dette produktive område og alle ombord havde efterhånden fint med fisk.

Fiskeriet på denne plads ebbede lidt ud, så kursen blev sat lidt nordover, for at finde flere fisk.
Her var der også fint gang i fiskeriet og deltagerne hyggede sig gevaldigt med det underholdende fiskeri på de lette grejer.
Klokken 11.30 var halvdelen af tiden gået og alle mand rykkede 6 pladser til højre. Dette, sammen med at skibet skiftede mellem pirke- og kasteside hver anden gang, gjorde at pladsfordelingen blev så ens som mulig.

De næste timer gik hurtigt og da klokken var 14.30, ringede skipper af for sidste gang og kursen blev sat mod havn. En hurtig optælling viste at der var fanget mellem 5 og 20 torsk pr. mand, et ganske godt resultat.
På turen ind, blev de rensede fisk indvejet og dagens resultat kunne regnes ud.
Der var præmier til de 5 personer med den højeste samlede vægt af 5 torsk, samt præmier til de 3 største torsk.

Dagen vinder samlede vinder blev Cees Vader som indvejede 14,50 kilo fordelt på 5 torsk.
Cees vandt et gavekort på 2000,- til Sports Dres
På de næste pladser kom Jan Godsk og Jan Dehli som begge indvejede 12,50 kilo. Jan Godsk havde dog den største torsk, så han fik 2. pladsen.

Dagens største torsk stod Cees Vader også for, idet han landede en fin fisk på 4,70 kilo renset vægt.
For den bedrift fik han et gavekort på 1000,- til Sport Dres.
Thor Rasmussen og Anders Pedersen fik den 2. og 3. største torsk og for dette fik de fine grejpræmier.

Tak til alle deltagerne for en hyggelig efterårsdag på Øresund, vi gentager selvfølgelig arrangementet i 2019. Håber at vi ses 


På aborresjov i åen, 03-11-2018

På aborresjov i åen

Den 10. oktober var jeg en tur i åen for at se, om jeg kunne fange en aborre og det gik fint, idet jeg fangede en aborre på 1450 gram, på en levende skalle. Der ud over fangede jeg vel nok omkring 20 aborrer med 3 over 1 kg.

Tirsdag d. 16. oktober 2018 forsøgte jeg så igen sammen med mit barnebarn Magnus, der lige er fyldt 18 år.
Vi købte naturligvis et fiskekort til Magnus og startede fiskeriet, da det blev lyst.

Lakse-John og Dan var nede og jage skarver væk og John blev et stykke tid, hvor vi fik en hyggelig sludder samtidigt med at jeg og Magnus fiskede.
Der var bud efter skallerne og på et tidspunkt fik jeg en god fisk på krogen. Jeg troede i første omgang, at der var tale om en fin gedde, men det viste sig at det var en stor aborre, der vejede 1770 gr og var 46 cm lang, hvilket var ny PR., den tidligere var på 1560 gram.

Nogle få minutter efter var det Magnus` tur, idet han også fik en fin fisk på krogen. En stor aborre på 1630 gram.
Også ny PR til ham.

Bent Hytholm Jensen