Seneste Nyheder

Sjælden fangst til Bent, 24-09-2017

Bent Hytholm var i august måned på ferie i det svenske. Han fiskede bl.a. på en sø som han ofte har fisket på før, men fangede denne gang en noget opsigtsvækkende fisk. Her er Bent´s beretning om fangsten:

I forbindelse med sommerferien i Sverige, var jeg tirsdag d. 8. august 2017 ude og fiske med en af mine svenske fiskevenner, der også camperer ved Halen sø¸ ved Olofstrøm i Blekinge.
Min bror Preben og min svigerinde Kirsten har camperet ved søen i de sidste 12 år og min hustru Anna og jeg har stort set hvert år overtaget campingvognen, når Preben og Kirstens ferie har været slut.

Gennem årene er vi blevet gode venner med en del svenskere, der ligger fast på campingpladsen, herunder Mikael, der også har en båd liggende i søen.

Fiskeheldet har ikke været overvældende gennem årene og den største gedde vi har fanget vejede ca. 6 kg., men i langt de fleste tilfælde har der været tale om petitgedder under mindstemålet.

Det blev desværre ikke til så meget fiskeri i år, men det lykkedes da at komme ud på søen en enkelt eftermiddag sammen med Mikael og i den forbindelse trollede vi rundt på i søen i nogle timer, uden at der skete noget som helst, andet end at vi hang fast i bunden med grejet flere gange.

På et tidspunkt trollede vi med woblere langs kanten af et meget dybt område og pludselig bukkede den ene stang helt sammen og i starten var vi i tvivl om det igen var bunden.
Imidlertid begyndte det at ruske i stangen, så den var god nok.
Vi var begge overbevist om, at der var tale om en fin gedde, idet den ikke lige ville overgive sig, men efter et stykke tid dukkede fisken op i overfladen.
Det viste sig, at der var tale om en fin sandart (gös på svensk) og Mikael blev vildt overrasket, idet han aldrig havde hørt om, at der skulle være sandart i søen.

Fisken blev sikkert landet og det viste sig at være en flot sandart på 73 cm og 4,080 kg.
Selvfølgelig blev der jublet i båden og Mikael var ikke længe om at ringe til nogle af sine venner, der alle var meget overraskede over den fine fangst.

Da vi kom i land blev vi modtaget af Mikaels kammerat Timo, der meget gerne ville have fisken, idet han aldrig havde smagt sandart, men havde hørt at det var en super spisefisk.
Da vi stod på anløbsbroen kom der yderligere et par både ind fra søen, og da personerne fra bådene så sandarten blev de meget overraskede over den fine fangst.

Efterfølgende havde Timo kontaktet den lokale presse, der viste stor interesse for fangsten, ligesom Halen sø´s fiskevård, der oplyste i en efterfølgende avisartikel, at man godt nok for en del år siden havde udsat sandartyngel, men at man ikke havde set noget til disse siden udsætningerne og formodede, at alt ynglen var blevet ædt af gedderne i søen.

En sjov oplevelse, ikke fordi at sandarten er rekordstor, men blot det at være den første til at fange en sandart i søen.

mvh.
Bent Hytholm