Seneste Nyheder

Fiskeeventyr i Wahooland, 24-10-2018







Fiskeeventyr i Wahooland.

Torsdag d. 8. september 2018 startede et forrygende fiskeeventyr, idet min fiskekammerat Henning og jeg mødtes i Kastrup for at flyve til Istanbul, hvorfra vi efter 4 timers ventetid fløj videre til Djakarta.
Vi tog en overnatning i Djakarta lufthavn og dagen efter fløj vi videre til Christmas Island, der var målet for vores fiskeeventyr.

Vi blev afhentet af vores guide Mark i lufthavnen og blev indkvarteret på et mindre hotel, hvor vi skulle bo i de næste 14 dage.

Næste morgen mødtes vi ved bådrampen og hjalp Mark med at sætte båden i vandet.
Da vi talte med Mark ved ankomsten til øen fortalte han, at fiskeriet var blevet dårligt i løbet af de seneste dage, idet tunene næsten var forsvundet fra farvandet omkring øen. I ugerne forinden havde det vrimlet med tun, så det var noget af en bet.

På trods af, at tunene var næsten fraværende, lykkedes det alligevel at få et forrygende fiskeri i løbet af de næste 13 fiskedage.

Allerede på førstedagen lykkedes det at fange 5 wahoo mellem 11 og 16 kg., 1 barracuda og 1 red bass.
Generelt lå vores fangst mellem 4-6 wahoo om dagen med 9 stk. på den bedste dag.
Tilsammen fangede Henning og jeg 56 wahoo i alt med de største på 27 kg. til Henning og 21 kg. til mig. De 15 ud af de 56 wahoo var plus 15 kg. Der ud over fangede vi i løbet af turen 5 stk. tun med den største på omkring 8 kg.

Fiskeriet var hovedsageligt trollingfiskeri og når fiskene huggede, gjaldt det om at få dem ind til båden hurtigst muligt for at undgå, at de blev angrebet af hajer.
Vi oplevede flere gange, at vores wahoo og mindre tun blev angrebet og ædt af hajer under fighten.

På et tidspunkt havde jeg en tun på omkring 3 kg. på krogen, som jeg skulle til at løfte indenbords, da en stor haj på omkring 150 kg. sprang ud af vandet og slugte min tun i en mundfuld, for derefter at suse ned mod bunden med min tun og wobler i munden.
Jeg fightede hajen i ca. ½ time og fik den op til båden, hvor den blev fotograferet nede i vandet, hvorefter den blev løsladt.
Det samme gentog sig 2 gange mere, hvor de fisk, som jeg havde på krogen, blev angrebet af hajer der skønsmæssigt vejede omkring 60 kg. og 130 kg.

Revfiskeriet som vi havde set frem til var ikke specielt godt, idet vandet tilsyneladende var for koldt.
Det lykkedes os alligevel at fange 7 revfisk i flotte og fantastiske farver og til ca. 4 kg.

Under vores ophold lånte Mark os en bil, så vi kunne køre rundt på øen, når vi havde været ude og fiske.
I den forbindelse var vi en tur ude i junglen for at se efter øens kæmpekrabber (rubbercrab), der er verdens største landkrabber. Vi fandt da også et par stykker, som blev fotograferet med risiko for at få bidt en arm af.
Øen er også kendt for sine blå og specielt røde krabber, der i millionvis en gang om året dukker op i skovbunden for at gå ned til kysten for at lægger æg.

Et af turens højdepunkter hver dag var ”Marks Kindergarden”, der er rensepladsen, hvor dagens fangst blev renset tæt på klippekysten.
Efter ganske kort tid dukkede snesevis af Giant Trevallyer op under båden plus 3-4 store hajer.
De vidste at Mark hver dag kom ind på pladsen for at rense dagens fangst, så vidste de også at der var mad. Vi fik også lov til at håndfodre både GTer og hajer med skællerne fra de rensede fisk. En utrolig oplevelse.

Afslutningsvis var vi også så heldige, at se 2 store hvaler med en unge, der viste sig i overfladen den ene dag, hvor vi var ude og fiske. Også en speciel oplevelse og Mark fortalte, at man ikke havde set hvaler i de sidste 7 år.

Mvh.
Fisketosssen Flemming Weidemann