Seneste Nyheder

Superfiskeri på Røst, 16-08-2006

Havfiskeriet i Norge er blevet utroligt populært i de senere år, og især fra den lille ø Røst, yderst i øgruppen Lofoten, er der kommet den ene fantastiske beretning efter den anden. Det har fået flere medlemmer fra Ishøj Sportsfiskerklub, til at søge mod øen i denne sommer, for at opleve det utrolige fiskeri efter torsk og storsej. Kim Uno var en tur deroppe med et par kammerater i starten af juli måned, og de kom til at opleve noget fiskeri, som kun vi andre kan drømme om. De var fire mand ude i en udlejningsbåd, hvor skipperen var den kendte småbådsfisker Martin Hubert. I løbet af seks fiskedage, fik de 169 målere, altså fisk over 10 kilo!. Kim gik til den, idet han alene fik 69 af dem, de var fordelt på 50 sej og 19 torsk. Ved hjemkomsten strålede Kim stadig om kap med solen, når han beretttede om de utrolige fightere disse fisk er, på det dybe vand. Det var helt normalt at de store sej, tog udløb på 30-40 meter når de blev kroget. De største fisk som Kim fik indenbords var en sej på 16,1 og største torsk vejede hele 20,40 kilo.
Ugen efter var der yderligere seks ISK medlemmer på Røst, men i modsætning til Kims tur hvor vejret var perfekt, var det nu blevet blæsevejr. Det blev en tur med aflysningsdage og når det endelig kunne lade sig gøre at komme på havet, så var der virkelig bølger på. Det blev dog til nogle gode fisk og ugen gav godt 30 målere, største fisk var en torsk på lige godt 17 kilo. Blæsevejret afslørede i følge rygtet, at klubben har en korthaj ud over det sædvanlige, men det hører vi nok nærmere om. Blæsevejr eller ej, fiskeriet deroppe har gjort stort indtryk på mange, så der er allerede lagt planer for Røst fiskeriet for næste sommer.


Alle nyheder