Seneste Nyheder

Stormaller fra Ebro, 29-10-2006

Søren, Lars og Steen fra Ishøj Sportsfiskerklub, har været på en tur til Ebro floden i Spanien. Målet med turen, var at komme i kontakt med de store maller som huserer netop der. Der skulle fiskes i 6 dage og søndag d. 15. oktober var den første fiskedag. De ankom til dagens fiskeplads sammen med den lokale guide Bodo, en tysker som har været ansat i guidefirmaet Bavarian Guiding Service i 7 år, og derfor kender floden ud og ind. Netop på denne plads havde der været et godt fiskeri i dagene forinden, så det var med store forventninger at de ankom. Stængerne blev gjort klar og og taklerne blev sejlet ud på fiskepladsen.
I denne del af floden bliver mallerne overlistet ved bundfiskeri, så der var blevet rigget op med et såkaldt ”bolt-rig, altså en metode hvor fisken kroger sig selv, når den tager agnen. Rigget består af to kraftige enkelt kroge i str. 6/0, som er bundet på et forfang af 150 lbs spunden line. Det er kraftige grejer, men det er absolut nødvendigt til de store fisk. Agnen består af 5-6 små blæksprutter som bliver fordelt på krogene. Det agnede tackel sejles ud på den valgte fiskeplads og dumpes så ned på bunden. Oven på dette fodres der med et par kilo ”fiskepellets”, som består af sammenpresset fiskemel, fiskeolie og andre lækkerier. Dette skal så lokke mallerne hen til de lækre blæksprutter.
Nu var taklerne på plads og stængerne blev stillet i de kraftige stangholdere. Nu var det bare at vente, indtil en eller gerne flere maller fandt frem til lækkerierne derude i floden. Via lodtrækning var det blevet bestemt, at Søren skulle tage den første fisk, så han sad mere end parat bag stængerne. Efter halvanden times tid, gav det et par smånyk i den ene stangspids. Det mindede lidt om et skrubbehug, men den sammenligning kunne de godt glemme igen, for kort efter krummede stangen faretruende sammen og nu var det alvor. Søren gav et ordentligt modhug og fisken var kroget. Søren havde tidligere på dagen, fortalt om de fotografier som han havde set, af mallefiskere som fightede fisk med totalt sammenbøjede stænger, han mente bestemt at det var arrangerede billeder. Nu måtte han dog ændre mening, nu stod han nemlig selv ved Ebro flodens bred, med en stang som var fuldstændig spændt og han kunne rent faktisk lægge sig tilbage med hele sin vægt og læne sig i stangen, uden at det gjorde nævneværdigt indtryg på fisken derude. Efterhånden fik han dog fightet fisken nærmere land og Bodo gjorde sig klar til landningen. Pludselig brød et enormt hoved overfladen i det grumsede vand, og det kan nok være at Søren gjorde store øjne. Bodo fik et godt greb i fiskens underkæbe og trak fisken ud af vandet og op på presseningen, som var udlagt for at beskytte fisken. Mallen var enorm, længden var 195 cm og vægten blev anskudt til 50 kilo. Guiderne ved hvad fisken ca. vejer når de kender længden, så der er ingen grund til at besvære fisken yderligere med en vejning. Efter en hurtig fotografering blev fisken genudsat og Søren var jublende lykkelig. Han havde fisket i halvanden time og den fisk han havde håbet på at fange i løbet af ugen, havde allerede været på land.

Efter endnu en time, var der bud efter blæksprutterne igen. Denne gang var det Lars`s tur og efter en tung fight kunne han stolt posere foran kameraet, med en malle på 186 cm. Hvilken start på turen.
Nu var der for alvor kommet fisk ind på pladsen og i hurtig rækkefølge kunne Steen og Søren lande et par mindre fisk, inden det igen var blevet Lars`s tur. Endnu en fisk huggede og denne gang var der anderledes styrke bag fisken derude. Den ville ikke med ind mod land og tog et par seje udløb. Den gik ned mod venstre, hvor der stod nogle oversvømmede træer ude i floden, så Lars måtte ligge maksimalt pres på fisken. Nu kom den længere ind mod bredden, men pludselig sad den fast. Den var gået rundt om et træ med linen. Så Bodo måtte ud i kanoen og løfte linen fri af forhindringen. Når havde Lars igen direkte kontakt med fisken og den kom langsomt nærmere bredden. Efter yderligere nogle minutter var fisken så tæt på, at Bodo kunne få fat i forfanget. Hovedet kom op i overfladen og med et fast greb i underkæben trak han den op på land. Og hvliken fisk det var. Målebåndet viste 223 cm og vægten blev vurderet til minimum 70 kilo. Da dagen var omme havde der været 8 maller oppe og vende på land. En sådan start på turen havde vi end ikke turdet drømme om, vi havde alle fået den fisk vi var kommet efter og der var stadig fem fiskedage tilbage!

De næste dage gik lige så forrygende, vi fangede hver dag fisk over de to meter, hvilket var målet for bare en enkelt fisk da vi tog hjemmefra. Torsdag holdt vi en fridag fra fiskeriet, vi havde fanget langt mere end forventet, så vi tog en dag, hvor vi kørte rundt og så på området og en nærliggende større by. Da ugen var omme kunne vi gøre resultatet op. Vi havde samlet fanget 32 maller. Lars havde fanget 11 med de største på 223, 220 og 204 cm, Søren havde også 11 med de største på 210, 209, 203 og 201 cm, mens Steen havde landet 10 stk med de største på 218 og 200 cm.
En utrolig uge var slut, med et resultat som langt havde overgået forventninger. Det skyldtes ikke mindst de to dygtige guider Bodo og Tom, som gjorde et rigtig godt stykke arbejde. Det kan godt betale sig at ofre det ekstra som det koster, at have nogle lokale guider til at hjælpe sig. De er ved vandet hver dag og ved hvor fisken opholder sig når man er der og hvordan den skal fanges, så det er ofte dem som er skyld i at man får en uforglemmelig oplevelse, i stedet for en håbløs kamp med det ukendte vand, hvis man vælger at fiske på egen hånd.
Hvis man er interesseret i en sådan rejse, kan der læses nærmere om dette på: www.getawaytours.dk


Alle nyheder