Seneste Nyheder

Naturcentret på besøg., 08-11-2006

Forrige fredag var det blevet tid til Ishøj Naturcenters årlige fisketur i St.Vejleå. Turen er en del af et forløb på centret, som bliver afholdt for naturvejledere og biologer, ja selv en skovfoged var der med i år. De 18 personer ankom til Ishøj Sportsfiskerklubs klubhus kl. 15.00, så der blev straks gjort klar til fiskeri. Dan og Henning fra klubben, stod til rådighed med tips og ideer til deltagerne, og det hele skulle gerne ende med nogle fisk på land. Netop denne dag havde efteråret dog besluttet sig til at vise sig fra sin barske side, så en strid kuling stod over vandet. Det resulterede i en rekordlav vandstand i åen og havnen, rent faktisk lå en del af bådene direkte på bunden ude i havnen og de store sejlbåde lagde sig på siden! Den lave vandstand gjorde også at St.Vejleå`s udlåb ved slusen, mindede mere om en lille norsk elv med en kraftig strøm hen over gruset. Det gav deltagerne en ekstra oplevelse, idet de så flere havørreder som stred sig op gennem det lave og hurtige vand. Fiskeriet kom igang og der blev hurtigt taget et par aborrer inde i åen, bla. en rigtig flot fisk på ca. 1400 g. Det blev dog ikke til mere og så blev kursen sat ud mod havnen. Her fandt ”guiderne” masser af aborrer, som på trods af det lave og grumsede vand, gik livligt til biddet. Det blev til et par fornøjelige timer, inden mørket satte en stopper for det videre fiskeri, og det lykkedes stort set for alle at fange en fisk eller flere. Efter fiskeriet blev det hele sluttet af på Naturcentret, hvor menuen stod på stegt får, som blev nydt under åben himmel.


Alle nyheder