Seneste Nyheder

Julefrokoster., 20-12-2006

Så nærmer julen sig for alvor og mange af de indledende julefrokoster er ved at være overstået. I Ishøj Sportsfiskerklub, har der været afholdt hele to af slagsen, nemlig en for pensionisterne forrige onsdag og en for de ”unge” seniorer lørdagen efter. Om onsdagen var der 20 medlemmer som kom ned for at nyde julemaden og hinandens selskab. Som indbudt ”yngling”, var det en stor fornøjelse at være med denne dag. Det var noget overraskende, at vi havde så mange sangere i klubben, idet de stort set alle skulle give et nummer. Især visen om de store gajoler, som blev fremført af selveste ”Skippermix” skabte stor jubel. Efter spisningen var der snak og hygge til langt ud på aftenen.
Om lørdagen var det så de unges tur til at nyde julemaden og det som hører til denne. Hele 28 medlemmer var der med denne dag, så der var stemning i ”Fiskerhytten”. Ude i køkkenet stod Hovmesteren og Ungkokken for maden og det blev som altid udført til UG. At dagen skulle blive noget særligt for ungkokken, var han ikke klar over på forhånd, men i samråd med hovmesteren, var vi blevet enige om, at efter fire års tro tjeneste under hovmesteren, skulle være eksamensdag for ungkokken. Efter fiskefiletten blev han kaldt ind til en mundtlig prøve ud i kogekunsten og denne blev klaret flot, med karakteren bestået. Ungkokken blev herefter udnævnt med diplomer og en fin tale, inden jublen brød løs. Derefter blev der båret endnu mere mad ind, og der var garanteret ikke nogle som gik fra bordet, med bare en lille bitte ledig plads i mavesækken. Efter at spisningen var veloverstået, blev der slået mave og fortalt fiskehistorier og meget andet i de følgende timer.
Alt i alt, et par rigtig gode og superhyggelige dage i klubhuset.

Fiskeriet i St.Vejleå byder stadig på nogle gode aborrer. Fiskeriet er ikke så vildt som i november og lige i starten af december, men er dog klart godkendt. Havørrederne er også begyndt at vise sig på de sædvanlige gydepladser oppe i åen, men det er nok ved at være overstået i skrivende stund.
Husk at hvis du fanger en af disse havørreder, så afkrog den forsigtigt i vandkanten og lad den svømme uskadt videre. I St.Vejleå er alle havørreder fredet indtil d. 30. april! HUSK DET NU.
Garnfiskerne uden for havnen, har forøvrigt haft en fantastisk efterår!!! Det har fanget rigtig mange havørreder, gad vide om de og deres familier ikke spiser andet!. Der er fanget havørreder på 12 og 15 kilo i garnene.

Ellers vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske alle medlemmer og deres familie, samt alle dem som kommer ind her på siden, en rigtig god jul.


Alle nyheder