Seneste Nyheder

Heino på besøg, 07-02-2007

På klubaftenen d. 6. februar, havde vi besøg af den kendte fiskehandler Heino. Han skulle vise os hvordan man renser og fileterer, de forskellige slags fisk. Til lejligheden havde vi anskaffet nogle ørreder, gedder og fladfisk, som så skulle agerer undervisningsmteriale for en aften. Heino startede med at demonstrerer hvordan man aflivede en fisk på den hurtigste og mest humane måde. Han fortalte, at han ofte så fisk som lå og gispede og led i kurvene, mens fangeren blot fiskede upåvirket videre. Det er ikke særligt humant over for fisken, så få den aflivet med det samme, hvis den skal med hjem.
Heino startede med at fileterer en havørred, mens han grundigt instruerede i hvad han gjorde. Det var en fornøjelse at se en mand som havde styr på dette, så der var ikke mange gram spild på det tilbageværende skrog, efter at fileterne var færdige. Derefter var det geddens tur, det var en noget vanskeligere fætter at få ordnet. Her ligger benene i flere retninger, men ved hjælp af en særlig teknik, kan det faktisk lade sig gøre, at få benfrie fileter. Endelig demonstrede han hvordan man renser, flår og laver fileter ud af en skrubbe. Nu var det så vores tur til at vise hvad vi havde lært, og især Turan gik til med filetkniven og han slap faktisk helt godt fra det.
Nu skulle herlighederne selvfølgelig også smages, så det blev besluttet at lave fiskefrikadeller af en blanding af gedde og ørredkød. Heino blender ikke kødet, nej det moses med en gaffel, så det bliver en grov konsistens. Så vi gik igang med gaflerne og lidt efter var der en god portion fiskefars klar. Der blev tilsat løg, æg, salt og pepper, og så blev der blandet op med mel og mælk, så farsen kunne holde sammen. Mens vi ”gaflede” fiskefars lavede Heino en gang graved ørred, ud af de to havørredfileter. Graved ørred/laks er blevet lidt af en moderet og det er meget forståeligt, for det første smager det dejligt, og for det andet er det nemt at tilberede. Heino´s opskrift kan ses nederst.
Nu skulle fiskefrikadellerne steges, så der blev tændt op under to store stegepander ude på komfuret. Efter et ca. et kvarters stegning, var de færdige og panderne blev sat ind på bordet, nu var der hånddeller til alle. De smagte virkeligt godt, den grove konsistens gjorde at smagen kom rigtig frem og de blev da også klart godkendt af Heino. Mens vi sad og nød vores gourmetdeller, fortalte Heino om sit liv med fisk,. Det startede med en lille fiskeforetning, som efterhånden voksede sig til fisketorvets største, med mange ansatte.Så kom problemerne med helbredet på grund af arbejdspres og det efterfølgende salg af virksomheden. Så flyttede han til Spanien, som det var på mode at gøre dengang, men det varede kun otte dage, det var lidt for kedeligt. Så kom udsendelserne i Københavns Radio, noget som udviklede sig gennem årene, for til sidst at blive til progammer i TV2. De sidste år har Heino været tilknytttet nogle aktionshuse, hvor han er beskæftiget med sin store interesse, som er mønter og frimærker og så har han stor fornøjelse af at tage ud til sådan nogle som os en gang i mellem.
Det var en rigtig god og lærerig aften i selskab med en mand som kan sit kram og som bestemt ikke var kedelig at høre på.

Heino`s graved Ørred/laks.

Krydderiblanding til ca. 1 kg Ørred/laksefilet
2½ spsk. fint salt 2 spsk. Sukker 1 tesk. hvid pepper 5 spsk. Tørret dild

Tag et fad med lidt kant på og som passer i størrelsen til laksefileten. Læg et tyndt lag krydderblanding i bunden og læg laksen med kødsiden opad. Drys resten af krydderblandingen på, så laksen er dækket. Dæk fadet til, og sæt det i køleskab i ca. 24 timer. Ved anretningen skæres laksen i tynde skiver og serveres med ristet brød eller surbrød og dressing.

Laksedressing
1 spsk. fransk sennep 1 spsk. vineddike 1 spsk. lys farin
8 spsk. olie Klippet dild lidt salt og pepper

Rør sennep, vineddike og farin sammen og krydder med salt og pepper. Tilsæt olien lidt ad gangen og bland dild i.


Alle nyheder