Seneste Nyheder

Langer i Norge, 30-04-2007

Seks medlemmer fra Ishøj Sportsfiskerklub, var i sidste uge taget en tur til Frøya i Norge, for at fiske efter store langer. Sidste år blev der taget en imponerende række storlanger deroppe, med den nye norske rekord på godt 39 kilo som den største. Det var med et håb om at kunne opleve noget lignende, at de de seks kørte mod nord. Den første dag blæste det godt, så det blev kun til et halvhjertet forsøg, som dog heller ikke gav det store. Om tirsdagen var forholdene perfekte, det skal helst ikke blæse for meget, når der fiskes på 200 – 240 meter vand! Der blev fisket koncentreret dagen igennem, men det var uden de store resultater. Det blev dog til fire langer, med den største på 8,75 kilo. Onsdag var det igen fine forhold, men fiskene var der bare ikke, vi fik dog en håndfuld i løbet af dagen, med den største på 13 kilo til Michael ”Dyv”. Torsdag og fredag blæste væk, så vi kom ikke mere på vandet i løbet af ugen.
Årsagen til at fiskene ikke var kommet ind på pladserne, var ifølge de lokale fiskere, at guldlaksene som langerne følger efter og spiser, ikke var kommet ind på det ”lavere” vand. De stod stadig 40 sømil ude på 400 – 500 meter vand! (Guldlaks er en lille laksefisk, som bliver maks. to kilo).
Turen gav ikke lige det fiskemæssige resultat som man havde håbet på, men sådan er det bare en gang i mellem. Hvis man ikke forsøger, så fanger man jo heller ikke noget. Det var dog en tur som gav mod på mere, så et par af deltagerne, forsøger sig igen med de store langer deroppe til næste år.



Alle nyheder