Seneste Nyheder

Sandartpremieren, 13-06-2007

Siden sandartpremieren d. 1. juni, er der flere ISK`ere som har været på søerne. Per B. Larsen er den som har gjort det bedst, idet han har landet en fin stribe fisk fra Furesøen. Den første tur foregik natten til den 3. juni og her var resultatet en flot fisk på 5,20 kilo. Allerede natten efter var Per atter på søen og denne tur gav to fisk på 4,70 og 5,10 kilo. Den 10. juni lå han atter på Furesøens bølger og denne tur gav en sandart på 4,60 og en rigtig fin fisk på 6,80 kilo. Alle fiskene blev taget på levende agn. Der var ikke vildt gang i den, der blev fisket i mange timer på hver tur, men det betyder mindre når fiskene har sådan en fin snitstørrelse, beretter Per. Det er rart at se at der er fisk på søen i år, når man tænker tilbage på ”katastrofesæsonen” i 2006.
Fire mand fra klubben fiskede på Skanderborg sø i dagene 1. til 4. juni, for at se om de kunne gentage succesen med de store fisk fra sidste år. De fangede ca. det samme antal sandarter som i fjor, men størrelsen fra betydeligt mindre. Lars Christensen fik den største på 5,65 kilo, ellers lå fiskene fra knap fire kilo og ned! Der blev fanget enkelte større fisk af andre fiskere på søen, men tendensen var helt klart den, at de store fisk var der simpelthen ikke.


Alle nyheder