Seneste Nyheder

Kæmpeflynder fra Norge, 22-07-2007

Flere ISK medlemmer har brugt en del af deres sommerferie på havfiskeri i Norge. Søren Hansen, Lars Christensen og Steen Lyngsø var en tur på Røst i Lofoten, for at udfordre de store fisk som huserer deroppe. Turens primære mål var at fange nogle helleflyndere og til formålet, havde de booket den lokale guide Kristian Keskitalo fra Wildwater, som er har været med til at lande mange flyndere i området. På den første fiskedag blev kursen sat mod naboøen Væröj, hvor fiskeriet havde været godt den seneste uge. De startede med at fiske med jig efter flynderene på grund af den stærke strøm. Teknikken er at man bruger en 380 grams Stormjig, som sænkes til bunden, hvorefter der køres 5 omdejninger ind på hjulet, så holdes der en kort pause på 3-4 sekunder inden der igen køres 5 omdrejninger ind på hjulet. Sådan fortsættes der, indtil man er 10 – 15 meter over bunden, hvorefter man igen kører jiggen til bunden og starter forfra. Et meget aktivt fiskeri, og netop det aktive fiskeri er nøglen til et succesfuldt fiskeri efter helleflyndere.
Der skete ikke det store den første times tid, men pludselig fik Steen et voldsomt hug og efter en spændende fight, kunne de lande turen første flynder på ca. 12 kilo. Fisken blev målt og derefter mærket og genudsat. Mærkningsprojektet som fiskecampen kører sammen med de norske myndigheder, skulle gerne på sigt give mere viden om helleflynderens vækst, vandringer og fiskens øvrige liv.
Lidt senere da strømmen blev svagere, skiftede Steen over til at mede med en hel sild. Her gælder det også om at fiske agnen aktivt, idet helleflynderen rent faktisk jager aktivt oppe i vandet. Efter et par timers fiskeri var der noget som ”nippede” i silden og der blev givet lidt løsline, så fisken forhåbentliog kunne få agnen ind i munden. Tilslaget blev besvaret tungt fra dybet og en hidsig fight kunne begynde. Lidt efter kom fisken til bådsiden og endnu en flynder, denne gang på 18 kilo kom indenbords. Hvilken start på turen.
Først på eftermiddagen havde vinden lagt sig helt og solen skinnede fra en skyfri himmel. De fiskede ihærdigt videre og det var ikke svært, med tanke på de fisk som svømmede under båden. Steen fangede en sej på ca. 1,5 kilo og idet det jo rent faktisk var netop denne fisk som er flynderens hovedføde i området, blev den monteret på et dobbelt krogsæt og sent mod bunden. 15 minutter senere var der noget meget stort som havde fået smag for netop denne sej. Steen stod med en totalt spændt stang og en fisk i den anden ende, som bare gik uberørt langs bunden. Båden blev sat i gear og så var det bare med at følge pænt efter fisken. Flere gange lykkedes det at løfte den nogle meter fra bunden, men så ville den bare ned igen, og så var der intet at gøre. Efter en længere fight lykkedes det dog at få den et godt stykke op i vandet og så var det bare med at hænge i, så den ikke fik mulighed for at få hovedet nedaf igen. Nu kunne fisken ses langt nede i det klare vand og det var et imponerende syn at se denne kæmpe fladfisk komme op fra dybet. Kristian havde forberedt landingen, så han var klar med gaffen og havde instrueret Søren i at være klar med endnu en gaf. Efter lidt tumult under landingen, lykkedes det at få den store fisk ind over rælingen og en kæmpe jubel brød løs. En imponerende fisk på 155 cm og med en vægt på 44,08 kilo, som den senere vejning i land viste.
Hvilken start på turen, inden afrejsen havde Steen bare håbet på en enkelt flynder, og nu havde han landet tre på den første fiskedag!
Resten af ugen gik også fint, de fik alle helleflyndere, Lars fik fisk på op til godt 20 kilo, mens det desværre ikke lykkedes Søren at lande en stor, han mistede dog en rigtig voldsom fisk efter 10 minutters tung fight på 4. dagen. Der blev ialt landet 10 flyndere, hvoraf de otte blev mærket og genudsat.
Der blev også brugt lidt tid på sejfiskeriet, hvilket gav fisk på 13-14 kilo til alle tre. En rigtig god tur med Wildwater, som absolut kan anbefales.



Alle nyheder