Seneste Nyheder

Peder på karpejagt., 30-07-2007

Peder Lichtenberg fra klubben, er taget til Frankrig sammen med tre kammerater for at satse på de store karper. De skal fiske i Lac de Curton, eller bedre kendt som ”Rainbow Lake”, hvor der svømmer karper rundt i en helt fornuftig størrelse. Rent faktisk er verdensrekorden fanget i denne sø, en imponerende spejlkarpe på lige godt 40 kilo! De startede fiskeriet i lørdags og vi prøver at følge deres fangster dag for dag her på siden. Billedet som er her på siden er ikke fra denne tur, men er verdensrekordkarpen som blev fanget i foråret 2007. Vi kan først vise billeder fra turen når Peder kommer hjem fra det franske.

Lørdag d. 28. juli: De er ankommet til søen og er begyndt på udpakningen. Først på eftermiddagen starter fiskeriet i overskyet vejr, men temperaturen er behagelige 30 grader, noget af en forskel fra det kølige Danmark. Kasper lander turens første fisk, en fin spejlkarpe på 12,40 kilo og mister desuden en. De andre mærker ikke noget den første dag, men de ser flere rigtig store fisk, så mon ikke der sker noget i løbet af de næste syv dage!

Søndag d. 29. juli: Klaus lander en flot skælkarpe på 14,50 kilo og mister desværre senere en rigtig god fisk. De andre har kun held til at lande nogle sudere denne dag, men igen ser de flere store fisk i vandet, så i morgen....

Mandag d. 30. juli: Peder startede dagen med en skælkarpe på 10,20 kilo. Klaus fik herefter et dobbelt run, som resulterede i en skælkarpe på 12,60 og en spejlkarpe på 13,40 kilo. Senere på dagen fik han yderligere 2 mindre "skællere" på lige under de 10 kilo. Vandet indeholder en del naturlige forhindringer, hvilket de har lært på den hårde måde, idet der er blevet mistet flere fisk i de sunkne træer. 100 meter fra deres pladser, sidder der en 67 årig englænder ved navn Alf. Han har i dag
landet en spejlkarpe på 28,80 kilo, så de store fisk er bestemt aktive i søen. Vi venter spændt på nyt fra det franske!

Tirsdag d. 31. juli: Klaus har i dag fået en enkelt spejlkarpe på 12,40 kilo og tre mellem 8 og 9,50 kilo. På den anden plads har de fået en "skæller" på 8,50 kilo og mistet en enkelt. De har desuden fået en stør på 9,50 kilo. Det er ikke kæmpefisk, som de har landet indtil nu, men i betragtning af at de andre fiskere ved søen ikke fanger det vilde, så gør de det egentlig OK. Så mon ikke der kommer en af de rigtig store på land inden længe!

Onsdag d. 1.august: Igen i dag ville de helt store karper ikke lage med. Peder har dog fået en fin spejlkarpe på 14,60 kilo og Klaus en "skæller" på 12,40 kilo, samt to mere på lige under de 10 kilo. De to andre danskere har trukket en "nulbon" i dag! På pladsen ved siden af Peder og Klaus, er der taget karper på 29,2, 25 og 16 kilo! Mon ikke snart de rigtig store karper, kunne finde på at svømme de sidste 100 meter hen til Peder og Klaus`plads!

Torsdag d. 2. august: Så er der kommet gang i de større fisk. Klaus fik en fin spejlkarpe på 18,20 kilo og en skælkarpe på 14,70 kilo. Peder havde også gang i den i dag, med en "skæller" på 12,10 og tre "spejlere" på op til 12,40 kilo. Lige som de havde dømt de to andre danskere ude, svarede Michael igen med en super skælkarpe på 20,20 kilo!! Der er generelt blevet fanget pænt med større fisk i det sidste døgns tid, søen rundt, men der mangler stadig den helt store, men måske i morgen!

Lørdag d. 4. august: De fire gutter har nu afsluttet fiskeriet og er på vej hjem til Danmark. Det sidste døgn gav et par store fisk, idet Klaus fik en flot spejlkarpe på 20,70 kilo, og Kasper sluttede af med en "skæller" på 19,10 kilo.


Alle nyheder