Seneste Nyheder

Storkarusse til Thoke, 06-09-2007

Thoke wistoft har været på jagt efter de store karusser på flere ture i år. Tidligere har han fisket i den efterhånden verdenskendte "karussesø" i det vestsjællandske, men ejerne har besluttet at fiskene herfra ikke må tilmeldes diverse konkurrencer i år. Denne beslutning er bla. truffet for at mindske fiskepresset på søen. Hvis man skulle fange en stor karusse til konkurrencen, blev man derfor nødt til at fiske i de gamle klassiske karussevande, hvor karusser på 2 kilo pludselig er ret svære at fange. Denne udfordring tog Thoke op og sidst i august var han atter på plads ved søbredden. Her er hans egen beretning fra turen:
Tirsdag d. 21. august tog jeg en aftentur til et af disse vande. Jeg fik pakket en 10 meter take apart ud, og den blev rigget til med et tackel bestående af 0,10 mm line og et 1 grams flåd. Jeg fik lavet en foderplads under nogle udhængende grene. Der blev fodret med majs, pellets og alm. foder tilsat fiskemel. Efter en times fiskeri fik jeg kroget den første tunge fisk, den trak et par meter elastik ud af stangen og efter en fin fight kunne jeg lande aftenens første damkarusse. Herefter kørte fiskeriet ret godt, jeg fik en god fisk hvert kvarter, enten sudere omkring de to kg. eller damkarusser lige over kiloet. Ved tolvtiden døde pladsen ud, og i et forsøg på at klemme nogle sidste fisk ud af den, boostede jeg min krogagn med en scopexbooster. Kort efter fik jeg kroget endnu en god fisk og de små aggressive ryk under fighten afslørede, at det var en karusse. Den gik lidt tungere end de øvrige karusser jeg havde fået den aften, men jeg fighter altid mine fisk i mørke, så det var først da den lå i landingsnettet jeg kunne mærke, at den havde en god størrelse. Da jeg fik tændt pandelampen afslørede lyset en voldsom stor sølvkarusse i nettet. Fisken blev vejet til 2,975 kg. og var 49 cm. lang.
Jeg fik sacket fisken og ringet til kæresten, så hun lige kunne komme forbi og tage et par billeder, mens hun var på vej fik jeg endnu en damkarusse lige over kiloet, som blev afslutningen på et super fedt aftensats.


Alle nyheder