Seneste Nyheder

Trollingmesteren 2007 er afgjort, 06-10-2007

Vejret viste sig fra sin bedste side, da den sidste og afgørende afdeling af klubmesterskabet i trolling skulle afgøres i dag. Vi havde også fået besøg af ”Næstvedbådene” til en lille sideløbende hyggedyst, så der var 14 både som stod til søs efter den fælles morgenmad i klubhuset. Meldingerne vedrørende fiskeriet havde været rimelige op til dagen, så der var stor optisme fra start af. Bådene blev hurtigt spredt ud over Køge bugt og fiskeriet begyndte. Det var dog ikke meldinger om de helt store fangster, som VHF`en kunne berette om, men der kom dog enkelte fisk ombord hist og her.
Bugten lå stort set blank som et spejl og solen skinnede fra en skyfri himmel det meste af tiden, så vejret kunne der ikke klages over. Flere både så sæler og flere steder stod der godt med ”fødefisk”, så der var da stadig liv i Køge bugt. Der kom efterhånden også meldinger om flere havørreder til de deltagende både og en enkelt havde ”smidt” en farvet fisk på mellem tre og fire kilo ved netkanten!
Kl. 16.00 var der indvejning på ”Silvergate” og spændingen skulle udløses. Der blev indvejet 6 havørreder og enkelte torsk og hornfisk. Dagens største havørred blev fanget af Kenneth fra NS 48, det var en fin blank fisk på 2,275 kilo. Nr. to og tre var også fra Næstved, nemlig Thomas med en ørred på 2,00 kilo, samt Kim med en fisk på 1,450 kilo. De kunne så tage dagens præmier med hjem til Næstved igen, idet det var ”Næstvedbådene” som havde været dagens præmiesponsor. Vi må vist hellere komme i bedre form til næste sæson, så vi ikke igen, får en ”rundbarbering” af vores venner fra det sydsjællandske!
I Trollingmesteren skete der ikke de store forskydninger.Team Frevic forsvarede deres førsteplads i team konkurrencen, mens Basse også bevarede sin førerposition i den individuelle konkurrence. Årets endelige resultat i Trollingmesteren 2007, kan ses menuen ”konkurrencer” her på siden.


Alle nyheder