Seneste Nyheder

Mikkel på juniorlederkursus., 01-02-2008

I efterårsferien 2007 sendte ISK, Mikkel Christiansen afsted på det første trin af Danmarks Sportsfiskerforbunds juniorlederkursus. Uddannelsen som bliver gennemført over tre trin, blev afholdt på på Vojens Ungdomsskole. Her er Mikkel`s egen beretning fra ugens forløb:

Jeg har kun gode ord tilovers for kurset, og jeg vil i den grad anbefale det til andre unge, der har interesse for fiskeri. Det er en hel uges nonstop fiske-kursus, hvor man virkelig kan lære noget, hvis man har mod på det. Lærerne er alle dygtige fiskere på hvert deres område, og man lærer dem lynhurtigt at kende.
Jeg var derovre på mit første år, og vi fik en generel gennemgang af stort set alle typer fiskeri, f.eks. Put&Take, kystfiskeri, spinnefiskeri i å, fluefiskeri, havfiskeri, søfiskeri og en intro til medefiskeri. På de næste års kurser skal man selv vælge sine moduler, så man specialiserer sig lidt mere. Men kurset handler lagt fra kun om at lære de forskellige typer fiskeri, man har også timer som f.eks. foreningslære, etik, fluebinding, fluekast og grejfremstilling. Ud over de normale timer er der også frivilligt aftenprogram med enten grejfremstilling eller fluebinding, og vi fik også et rigtigt fedt foredrag af Bo Frier om en fiskerejse til Chile. Det første år er der også arrangeret to fisketure, men de næste år er det kun en enkelt. Maden er rigtig god, og der er rigeligt af den, der bliver også serveret aftenkaffe hver dag, så der bliver sørget godt for os på kurset.
Hvis der er nogen der er interesserede, så vil jeg bare lige fortælle dem, at det er et forholdsvis hårdt program, det er ikke noget med at man får flere timers fri imellem timerne, der serveres morgenmad klokken 7:15, og så er man beskæftiget til klokken 21:45, hvor man så bagefter kan vælge at tage det frivillige aftenprogram med, som varer til klokken 23:45.
Jeg fik virkelig meget ud af kurset, og man får helt automatisk en helt masse nye venskaber med folk, som har de samme interesser som en selv.
Forestil jer bare, en hel uge med 50 kursister, 35 instruktører, alle med samme interesse : FISK.

Jeg vil gerne sige tusind tak til klubben, fordi I gjorde det muligt for mig, at komme med på kursuset, det har været en rigtig god oplevelse, og jeg håber virkelig, at jeg får muligheden for at komme med på næste års kursus.


Alle nyheder