Seneste Nyheder

Kæmpe rimte til Thoke, 08-04-2008

Ulrik og Thoke har igen i år, haft en del ture til "Tryggen" efter rimter. Det blev da også til en stribe fine fisk, hvoraf den ene endda var en tangering af klubrekorden. Her er Thoke´s beretning:

Efter at jeg sidste år fik en gevaldig overhaling af Ulrik under rimtefiskeriet, hvor han fik 5 fisk over 2,5 kg., var det i år min tur til at give ham en overhaling.
Da Ulrik og jeg mødtes ved åen søndag d. 16. marts var solen allerede et godt stykke oppe på himlen. Vi havde besluttet os for at prøve noget mere stationært fiskeri, i stedet for det opsøgende fiskeri som vi normalt plejer. Vi havde lidt mere grej med end normalt og en behagelig stol fik vi også slæbt med ned til åen.
Jeg startede med at rigge en bundkæp til og agnede op med et par majskorn, jeg svingede den ud i strømmen og begyndte at rigge min macth til, inden jeg havde fået linen igennem alle øjerne så jeg ud af øjenkrogen et hug på bundstangen. Jeg fik givet tilslag og kunne mærke en tung fisk ude i strømmen, efter en kort fight kunne jeg lande en fed madame, som viste sig at veje 2,625 kg. Ny pr. og meget stor glæde over at det kunne lykkedes med en stor fisk denne sæson.
Vi fiskede videre og Ulrik fik landet fisk på 2,325 og 2,375, men ingen af de helt store.
Ved middagstid fik jeg endnu et godt hug, denne gang på match. Fisken stod godt ude i strømmen og var ikke meget for at forlade bunden. Da jeg endelig fik presset den op, var hovedet det eneste der kom op, og Ulrik og jeg udbrød "sikke en ædespalte" i flotteste kor-stil. Fisken var enorm med en kæmpe mund og hele 57 cm. lang. Godt nok havde den mave, men maven kunne have været meget større. Da fisken kom på vægten havde jeg meget svært ved at tro det….. 3,025 kg., og endnu en ny pr. Resten af dagen fik vi en del fisk, men ikke flere af de rigtig store

Dagen efter blev vi naturligvis nødt til at tage i åen igen. Vejret var noget koldere end dagen før og fiskene stod mere stationært. Derfor måtte vi lægge stilen om fra dagen før, og gå over til det mere opsøgende fiskeri med en enkelt matchstang og en taske på ryggen.
Fiskeriet var meget svært og vi fik kun landet nogle enkelte fisk og primært de mindste.
Da vi, for jeg ved ikke hvilken gang, prøvede endnu en ny plads var der fisk lige da Ulrik svingede flådet ud i strømmen. Kort efter kunne jeg lande en fin tyk rimte på 2,450 kg. Dette endte med at blive dagens største.

Efter det noget sløje fiskeri blev vi enige om at vente nogle dage med at prøve igen. I mellemtiden blev det nattefrost men torsdag d. 20. marts tog vi alligevel derned igen. Fiskeriet var blevet endnu dårligere og vi fik kun 9 fisk tilsammen på en hel dag. Alligevel lykkedes det Ulrik at forbedre årets bedste med 25 gram. En lille tyk trunte på 2,475 kg. og 53 cm.
Hele den næste uge forløb med nattefrost, men op til weekenden blev der lovet varmegrader, så lørdag d. 29. marts stod vi ved åen igen. På trods af varmegraderne var fiskene ikke blevet lettere at fange. Ved middagstid fandt vi et kort stræk, hvor vi kunne lokke nogle enkelte fisk til at hugge. Det var primært hanfisk der huggede, men vi fik lokket et par hunner til hug. Heriblandt en fin fisk til Ulrik på 2,675 kg. og 55 cm.


Alle nyheder