Seneste Nyheder

Store karper og sudere til Thoke, 20-05-2008

Forrige weekend var Ulrik og Thoke endnu engang natten sammen ved en søbred,(gad vide hvad deres kærester efterhånden tænker!) Her er Thoke`s beretning fra turen:

Denne weekend brugte Ulrik og Jeg på karper og desuden lidt sudere. Eller rettere sagt: Jeg brugte weekenden på at fange dem, og Ulrik brugte weekenden på at forsøge at fange dem.

Allerede en time efter vi havde lagt tacklerne i suppen havde jeg første run. I tilslaget viste en stor halefinne sig i overfladen, og herefter trak fisken til siden. 40 meter ude til siden så vi kort fiskens hoved. Da fisken kom ind foran kunne vi uden større besvær nette en fin spejler på 11,46 kg (84 cm.). Da mørket faldt på fik jeg endnu et run, denne gang var det en fisk der ikke fightede ret meget, og vi troede faktisk, at det var en suder. Ulrik nøjes derfor med at tage pandenettet i stedet for karpenettet, og vi blev noget overaskede da en stor rund spejler viste sig i overfladen. Fiskens kuglerunde form gjorde, at den snildt kunne være i pandenettet. Fisken blev vejet til 9,42 kg. Efter endt fotografering lagde vi os til at sove under åben himmel. Næste morgen nåede jeg lige at sætte mig op i min bedchair, stikke fødderne i støvlerne og sunde mig et par minutter før jeg fik turens sidste run. Fodringen lå på bare 40 cm. vand og mens bidmelderen hylede i en konstant tone, så jeg rygfinnen af en skælkarpe der tordnede ind mellem sivene. Et hurtigt tilslag og et massivt pres resulterede i, at fisken blev presset væk fra sivene. Herfter kunne fighten fortsætte nogenlunde kontrolleret. Vi fik fisken i vejeslyngen og vægten sagde 9,36 kg.(78 cm.) Herefter pakede vi sammen. Ikke nogen dårlig start på årets karpefiskeri.

Weekendens sudere blev fanget på match og majs, og selvom Ulrik og jeg fiskede på samme plads var det, ligesom med karperne, helt klart mig, der havde mest "tur i den". Mens Ulrik kun fik et par enkelte fisk lige over to kilo, fik jeg fisk på 2,88 - 2,92 og imponerende 3,50 kg. og hele 64 cm. Desværre var denne fisk meget slank i forhold til de øvrige vi fik. Jeg tør slet ikke gætte på hvad den havde vejet, hvis den havde været i ordentlig kondition.



Alle nyheder