Seneste Nyheder

DM-titel i medefiskeri til Ishøj, 19-08-2008

Følgende tekst som omtaler årets konkurrence, er lånt af www.medesiden.dk


Årets senior-DM var henlagt til Strandsøerne ved Ishøj, med en sektion i hhv. jægersøen, Ringebæk Sø, Maglebæk Sø og Holme Sø.

Der var 12 hold tilmeldt, og de fleste havde benyttet sig af det flotte tilbud om at overnatte i hytter på campingpladsen lige ved siden af ISK's klubhus. Primus motor i arrangementet var Dan Rasmussen, der havde allieret sig med mange af ISK's medlemmer. Summen af deres indsats var et perfekt arrangement.

Lørdagens fiskeri skulle vise sig at være vanskeligt, pga. meget høj vandstand, og problemer med salt i vandet. Der skulle således kæmpes for fiskene, specielt hvis man sad midt i sektionerne. Kantfiskerne havde det lidt lettere. A-sektionen i Jægersøen blev vundet af Martin Christensen, Bellinge, med 4,730 kg. B-sektion i Ringebæk Sø blev vundet af Kasper Mortensen, Kolding 2, med 2,940 kg. C-sektionen blev vundet af Rune Kath, Kolding 1, med 9,200 kg. D-sektionen blev vundet af Rikard Jensen, Team Milo Vestfyn, med 7,900 kg. For hold lå ISK 2 alene i spidsen med 18 point, mens der var et meget stort felt af hold der havde mellem 20½ og 26 point. Intet var således afgjort efter førstedagen.

Der var forventninger om at søndagens fiskeri skulle være endnu bedre, da der nu burde være trukket fisk ind i foderet fra lørdagens fiskeri, og det viste sig også at holde stik, dog var kanterne igen forfordelt mht. størrelse og antal af fisk. I midten af sektionerne var fiskeriet stadig trægt, og der var sågar tomme net i B-sektionen, der var dagens sløveste. A-sektionen blev vundet af Ulrik Nielsen, ISK 2, med 52,150 kg (stævnets højeste vægt), B-sektionen blev vundet af Rikard Jensen, Team Milo Vestfyn, med 13,050 kg, C-sektionen blev vundet af John Hansen, Sorø 2, med 15,600 kg og D-sektion blev vundet af Thoke Wistoft, ISK 2, med 37,520 kg.

For hold var ISK 2 helt ustyrlige og scorede imponerende 7 point (1-1-2-3) og blev fortjent danske mestre med 25 point samlet. På holdet fra ISK 2 var Ulrik Nielsen, Thoke Wistoft, Jesper Zangenberg og Jon Nørgaard. På 2. pladsen kom Team Milo Vestfyn med 38 point, mens nr. 3 blev Sorø 2 med 43 point.

Individuelt vandt Rikard Jensen, Team Milo Vestfyn, med 2 point (1+1). Ulrik Nielsen, ISK 2, blev nr. 2 med 3 point (1+2). Rune Kath, Kolding 2, blev nr. 3 med 6 point (1+5).

Fra medesektionen skal der lyde et tak til primært Dan Rasmussen og ISK for et rigtig godt arrangement, og et tak til sponsorerne der sørgede for nogle rigtig flotte præmier: Hunters House, Sport Dres, Matchcraft, Fyns Medesalg, Grejsiden, Dan-Bait, Tangloppen Camping, Ishøj Sportsfiskerklub, OG-Paint.



Alle nyheder