Seneste Nyheder

Nyt vand med succes, 18-09-2008

Weekenden d. 12.-14. september brugte Ulrik og jeg på at afprøve et karpevand vi ikke har fisket før. Vi ankom lidt sent fredag eftermiddag og havde derfor ikke så lang tid til at finde pladser. Derfor endte det med at vi ikke fiskede helt optimalt 1. nat, og det resulterede da også i en nulbon. I løbet af lørdagen sejlede vi rundt i søen for at finde nogle spots, hvor der var sandsynlighed for at der kom en karpe forbi. Vi brugte flere timer på det, og kom længere og længere væk fra vores standplads. Det skulle vise sig at vi havde valgt et helt forkert sted at sætte vores bivy'er op, for de mest optimale spot var 250 meter væk på skrænterne ved søens modsatte bred. Det var der bare ikke noget at gøre ved, så vi lagde fodringer 250 meter ude.

Nogle fodringer bestod af pellets og boilie, mens andre blot var en håndfuld tigernuts med en enkelt pop-up tiger på hair'et.

Der var rigtig fin elastik i vores nylonliner på den afstand, så der blev strammet godt op for at en eventuel karpe ikke skulle snage sig i træerne ved modsatte bred.

Kl. 21.30 sagde en af mine bidmeldere 2 små bip imens svingeren rykkede en anelse op. Den eneste fisk, der er i stand til det på den afstand er en karpe, og jeg var lynhurtigt over stangen. Jeg fik en rullet en masse omgange på hjulet samtidig med at jeg løb 5-10 meter tilbage, for at få strammet elastikken i linen op. Endelig lykkedes det, bremsen var næsten blokeret og stangen stod helt spændt op med et maksimalt pres for at fisken ikke skulle snage sig. Det var svært at mærke noget på den afstand, men jeg fik ikke noget line på fisken og den tog heller ikke noget fra mig, jeg begyndte at blive nervøs for at den havde sat sig, men i det sammen kunne jeg mærke et par små ryk i den spændte klinge, og fisken begyndte så småt at følge med ind.

Fisken fulgte pænt med ind, så længe den var ude over det dybe vand, men så snart den kom i nærheden af vores camp, begyndte den at køre tungt frem og tilbage ude foran. Vi så den kort i lyset fra pandelampen og kunne konstatere at det var en pæn spejlkarpe, men så tog den igen 10-15 meter line og forsvandt ud i dybet. Efter at den havde været inde foran og vende endnu et par gange kunne Ulrik sikkert nette en spejlkarpe på 11,92 kg. – 84 cm. lang. Resten af natten skete der ikke noget, men jeg tror ikke, at det er sidste gang vi fisker den sø.


Alle nyheder