Seneste Nyheder

Træningen gav bonus, 29-09-2008

I denne weekend tog Ulrik og jeg lige en enkelt nat efter karper for at pudse formen af til næste weekends konkurrence i Sorø sø.

Vi tog ud direkte efter arbejde, og da vi var færdige med at lægge tackler ud kom Morten forbi med en pose øl. Efter aftensmaden sad vi og snakkede nogle timer og lidt i tolv fik Ulrik et run. Fisken gik direkte ind i en stor klat åkander, men de er heldigvis bløde på dette tidspunkt af året, og på de små nøk i stangtoppen kunne man se, at de blev skåret over en efter en. Efter en meget solid fight kunne vi lande en spejlkarpe på 9,12 kg. (78 cm.) Vi troede alle tre at det var en noget større fisk med den fight, som den havde leveret, så lidt skuffede blev vi da.

Efter fotografering drak vi lige det sidste af vores øl og Morten tog hjemad igen. Kl. 6 fik jeg et screeming run, og halvt nede i støvlerne fik jeg fat i stangen og kunne med det samme mærke de klassiske små ryk fra åkander der bliver skåret over. Jeg fik hurtigt fisken presset ud af åkandebæltet og resten af fighten forløb nogenlunde fredeligt. Fisken tog et par enkelte udløb inde foran, men kort efter kunne Ulrik sikkert nette en fin skælkarpe på 9,42 kg. (81 cm.)

Lidt senere på morgen pakkede vi stille og roligt sammen. Der havde ikke været så fugtigt om natten, så biwy'erne var tørre og klar til at pakke sammen. Vi stod lige og snakkede lidt i mens en hundelufter gik forbi - og så skete det - pludselig stod hunden sgu og tissede op ad min biwy på trods af ejerens tilråb. Da hunden var færdig med sit foretagende sagde den noget forlegne hundeejer "pis" og det måtte vi jo give hende ret i. Ulrik kunne næsten ikke stå oprejst af bare latter, og jeg fandt en maggiebox frem og gav min biwy et bad, og så skulle den alligevel tørres da jeg kom hjem.


Alle nyheder