Seneste Nyheder

Sildetur på Øresund, 06-11-2008

Søndag d. 2. november havde ISK en tur på Øresund. På denne årstid er ”sundet” fyldt med store flotte sild, og det var da også med håbet om at få kurvene fyldt godt op med fede Julesild, at vi sejlede ud med ”Skjold” fra Vedbæk, denne tidlige søndag morgen, for øvrigt i et glimrende vejr.
Der var rigtig god plads ombord, idet der kun var 10 som var mødt frem. Der var kun tre mand fra Ishøj som havde tilmeldt sig turen, nemlig Finn, Lars og Steen. Det er egentlig underligt at der ikke er flere som vil med på en sådan ”sildetur”, hvor der næsten altid er garanti for mange fisk.

John Trap sejlede straks over til svenskerne, hvor der havde været et godt fiskeri dagen før. På det første stop var der fisk med det samme og sådan forsatte det faktisk indtil vi skulle hjem. Bunden af kurven blev hurtigt dækket af flotte efterårssild og snart begyndte man at tænke på den efterfølgende rensning!. Nu skulle der dog fiskes og det blev der på fuld damp. Midt på formiddagen var flere kurve ved at være godt halvfyldte, så fiskeriet blev for en tid afbrudt, for at nyde et par pølser eller tre nede i kabyssen.

Kl. 11.45 blev der ringet af for sidste gang og kursen blev atter sat mod Vedbæk. På vej ind blev der renset sild til den store guldmedalje og der var noget at gå i gang med. Bedste mand fra ISK havde vel omkring 250 sild i kurven. Der var yderligere et par timers arbejde ved hjemkomsten, men da det var overstået, lå der til gengæld en masse gode sild til julen og vinteren i fryseren.


Alle nyheder