Seneste Nyheder

Storlaks til Riddervold, 15-01-2009

Mandag d. 29-12-2008, havde jeg fået et tilbud om at komme ud og blive luftet lidt efter julen.
Min gode soldaterkammerat Søren Seneca, havde ligget med sin båd "Sille" i Klintholm havn i nogle dage, og han og nogle andre gaster havde fået nogle laks på ca 4, 5, og 7 kg, plus de havde mistet et stort svin på netkanten, men den havde jeg nu andre planer med.
Jeg stod tidlig op og kørte den lange tur til Møn, for at møde Søren og hans kæreste, som havde været med ham på alle turene.
Da vi stævnede ud fra Klintholm var det stadig mørkt, men efterhånden kiggede solen forsigtigt frem over horisonten. Der var kun en svag vind fra en østlig retning, så jeg var klar til en god dag på havet.
Efter vi fik sat stumperne ud og indtaget den første kop kaffe, begyndte der at ske lidt.
Efter en times tid, lagde vi blødt ud med en lille torsk på downriggeren, som blev efterfulgt af en lille havbasse.
Da vi havde trollet i nogle timer, var der pludselig aktion på den ene overflade stang. Det var Sørens tur, så vi andre måtte hive de andre stumper ind, mens Søren fightede laks. Efter en fin fight, kom der en flot laks ind til båden, sikker landing af undertegnede og så var turen faktisk reddet. Laksen vejede 9,4 kg. og 100 cm, flot laks.
I med sagerne igen, så gik der et par timer, skete nada, ny taktik på downriggeren, ganske kort tid efter var der bare et kanon hug på den selv samme downrigger.
Nu var det min tur, fisken fri af vandet og så kørte den ellers bare derudaf. Efter en fed fight og et par hundrede fod line ude, kom dyret ind til båden, jeg troede ikke den var SÅ stor, men da nettet var omkring fisken, og den kom fri af vandet gik det op for mig at den var altså over 10 kg. Fiskenkom sikkert ombord og så var det hurtigt i vandet med grejerne igen.
Fisken røg nu på vægten som viste.......12,20 kilo, en fantastisk flot laks på 107 cm, ny personlig rekord.
Glæden var stor og kun 20 minutter efter skete det igen, veeeee.... linen væltede af hjulet og Søren var hurtigt over stangen, men der var allerede over 300 fod line ude. Fisken gik fri af vandet 2-3 gange og efter endnu en god fight, lå der igen en stor blankfisk ved bådsiden. Nettet var klar og efter en sikker landing, selvom netrammen gav efter da den kom over rælingen, kunne jubelen igen bryde løs. Den efterfølgende vejning viste 12,50 kilo og længden var 112 cm. Nu havde vi ligesom fået hvad vi kom efter, så efter kort tid blev kursen sat mod havnen. Det var kort og godt, Årets laksetur.


Alle nyheder