Seneste Nyheder

Supertur på Øresund, 28-01-2009

Op til weekenden d. 10.-11. Januar kunne jeg se på vejrudsigten, at der ikke var nogen chance for isfri søer, så eneste mulighed for at fiske var på havet.
Derfor ringede Ulrik til Martin Hubert fredag eftermiddag og aftalte en buletur om søndagen sammen med ham og Brian Ahlers.
Søndag morgen kl. 7.30 stod vi på kajen i Helsingør, med en temmelig frisk vind ind i smasken. Lidt efter ankom Brian og Martin, og vi kunne rigge båden til og stævne ud af havnen.
Da vi ankom til pladserne var der masser af fisk på loddet, men de stod desværre ikke helt trykket ned til bunden, som er det mest optimale. På de to første stop fik vi ingen fisk, men tredje gang lykkedes det for Martin at kroge en lille bidefisk. I 4. stop fik jeg en first-timer og efter en solid fight kunne Brian gaffe en 12 kilos bidefisk for mig - Dagens første måler.
Vi fik stille og roligt fyldt en balje med torsk, vi fik præcis 1 fisk i hvert stop. Heriblandt flere omkring de 8 kilo og en enkelt lige over 10 til Martin - dagens 2. måler.
Lige pludselig kunne vi ikke ramme fiskene mere og vi brugte en time mere i området inden vi valgte at skifte plads. den næste plads gav ikke noget, så vi skiftede igen efter 45 min.
Den næste plads vi prøvede blev dagens sidste. Der var masser af fisk på loddet, og i første stop fik vi tre first-timere.
Der var konstant fisk på bunden, men de var svære at fange. Langt størstedelen af de fisk vi fik var bidefisk, og det er noget sjovere end at stå og fejlkroge fiskene.
Efter et par stop kom Brian med på målerholdet med en fisk på 10,5 - dagens 3. måler i samme stop fik jeg en fisk på 9,9 og så fik vi lige taget et godt dobbeltbillede.
Lidt senere fik Martin en fisk på over 13 kilo - dagens 4. måler - nu var det kun Ulrik, der manglede at komme med på målerholdet.
I et af de sidste stop fik Ulrik og jeg begge kroget en god fisk. Min var en 8 kilos og Ulriks lignede meget en måler, men da den kom på vægten vejede den desværre kun 9,9 kilo - ingen målere til Ulrik denne dag.
Men alt i alt, en superdag på sundet, nu når søerne alligevel var frosset til!




Alle nyheder