Seneste Nyheder

Sjov bifangst, 01-03-2009

Der har ikke været mange meldinger om gode fangster i den sidste tid, men det skyldes selvfølgelig at isen som har dækket mange af vores fiskevande, har sat en naturlig stopper for vores udfoldelser. Med den sidste tids varme vejr, har isen dog allerede sluppet de fleste steder, så det varer sikkert ikke længe, inden rapporterne om nogle fine fisk løber ind igen.

Mens vi venter på dette, kan vi berette om en sjov og spændende bifangst, som blev taget under geddefiskeri i starten af december måned sidste år. Søren Græsborg og Steen Lyngsø var taget på geddefiskeri på en af de større sjællandske søer. Målet med turen var at komme i kontakt med nogle af de store gedder som lever pelagisk i søen, derfor blev der agnet op med rimeligt store skaller, som blev fisket blot 2-5 meter nede over dybere vand.

Det første hug kom efter kort tids fiskeri, men fisken som ellers føltes rimeligt god, stod desværre af igen efter en kortere fight. Så gik der ellers nogle timer uden at der skete det mindste, men så gik Søren`s ene flåd endelig under. Efter et øjebliks venten blev der givet modhug og så kan det ellers være at der skete noget. Et længere udløb blev afløst af en tur på tværs af de andre liner, så der blev viklet stænger ud og ind, for at undgå det helt store kaos. Endnu et udløb blev afsluttet med et flot spring, det var altså ikke en gedde, men derimod en flot ørred som nu viste sig over overfladen.
Efter en hæsblæsende fight nærmede ørreden sig nu båden og Steen kunne sikkert nette fisken. Da fisken blev lagt på afkrogningsmåtten, kunne de se at der var tale om et letfarvet ørred i en fin kondition. Fisken blev afkroget og blev forsigtigt lagt i vejeslyngen, hvorefter vægten afslørede at ørreden vejede 6,60 kilo. Den huggede på en rimelig stor skalle, som blev fisket to meter nede over 12 meter vand. En sjov og spændende bifangst.

Resten af turen forløb uden yderligere overraskelser og gedderne var bestemt ikke med på legen denne dag, idet det kun blev til to små gedder på en hel dags fiskeri. Men de store gedder på søen, dem fanger vi helt sikkert på den næste tur eller den næste igen!


Alle nyheder