Seneste Nyheder

1. Klubmesterskabs afd., 15-03-2009

Der var mødt 15 mand op til denne afdeling i godt humør og forventningerne til fiskeriet, på denne gode tid af året, var naturligvis høje.

Det skulle imidlertid vise sig at være mere end almindeligt svært at fange fisk denne dag, selvom vejret egentligt var ganske glimrende og deltagerne besatte de bedste pladser i åen.
Både havørred-, aborre- og til dels brasenfiskeriet var bestemt i den jævne del af skalaen.

Ulrik lagde imidlertid hårdt ud med at fange dagens største aborre i første kast på en levende reje. Den vejede 1570 gram.
Erik Enemark fik en flot 1400 grams aborre på en spinner, mens det lykkedes "Ballerup Michael" og Flemming Eriksen hver at lande en aborre på ca. 1100 gram.

Dagens hug må man sige tilfaldt Jan Gudsø, som efter forgæves at have prøvet medefiskeriets herligheder uden held, trak den flådfiskede regnorm lidt højre op i åens vand og naturligvis strakskrogede en havørred på 2150 gram.

Den skrappe aborrefisker Dan Rasmussen måtte simpelthen skifte taktik og gik over til brasenfiskeriet, hvilket resulterede i en hel stribe fisk - hvoraf de 3 største tilsammen vejede 6100 gram, hvilket var nok til at vinde denne 1. afdeling af klubmesterskabet.

Ulrik og Toke gik i Jægersøen og fangede nogle mindre skaller, brasen og aborre - men alt tæller jo i denne konkurrence.

Afslutningsvis kan det noteres at klubbens kasserer stod stemplet til den samme plads i 5 stive timer i åen og i sidste øjeblik blev belønnet med 2 aborre på 1200 og 1100 gram - sig ikke at tålmodighed ikke betaler sig.




Alle nyheder