Seneste Nyheder

Kæmpe græskarpe til Thoke, 17-06-2009

På trods af de store vandmasser, grundet det voldsomme regnvejr, så var Ulrik og Thoke på plads ved søen i sidste weekend. At det godt kan betale sig at trodse elementernes luner og fiske når det ser mest håbløst ud, det viser Thoke`s beretning tydeligt:

Denne weekend brugte Ulrik og jeg på en nat efter græskarper. Vi mødtes ved søen ved totiden, men var lidt sløve om at få rigget til og finde pladser. Klokken blev syv inden den sidste stang var i vandet, og vi kunne sætte os i stolene med en kold øl. Vi fik lov til at sidde og slappe af i en times tid og så kom turens første run. Det var på mine stænger, og efter en ”plasicpose fight” kunne Ulrik nette en græsser på 6,92 kg. Herefter skete der ikke rigtig mere, og ved et tiden besluttede vi os for at gå i seng. Jeg var lige nået ned i posen og havde fået varmen da jeg fik næste run. Jeg kom hurtigt op og fik spændt linen op til en tung fisk. Fisken svømmede meget til siden og valgte efter et minuts fight at snagge sig. Ulrik og jeg røg hurtigt i båden og da vi kom ud i nærheden af fisken kom den fri igen. Fisken fik samlet en af de andre liner op, men det lykkedes at få den fightet fri igen uden at rykke det andet tackel. Første gang fisken kom i overfladen var der stor gensynsglæde. Fisken var en kort og meget fed fisk, der manglede den øverste del af halefinnen. Præcis samme fisk som jeg fangede sidste år på 15,92 kg. Ulrik holdte båden stille for at undgå kludder med de andre liner og efter endnu 10 minutters fight med utallige udløb kunne vi løfte nettet under fisken.

Nu var det spændende at se om fisken havde taget på det sidste års tid. De skader fisken havde på bugen sidste år var helet perfekt, så de slet ikke kunne ses mere, så det var rart at se. Vi fik fisken placeret i vejeslyngen, og løftet vægten.

15,52 kg. altså havde den tabt sig 400 gr. Men sidste år blev den også fanget 1½ måned senere.

Efter fotograferingen hoppede jeg i båden for at sejle mit tackel ud igen. Jeg nåede 15 meter væk før Ulriks ene swinger klaskede ned i frit fald. Ulrik fik strammet op til fisken, og jeg fik lavet en u-vending. Fisken gik under en af Ulriks andre liner men jeg fik hurtigt løftet stangen, og kort efter kunne jeg løfte nettet under en fisk på 7,44 kg.

Ved 2 tiden var alle tackler igen i vandet, og vi gik i seng igen. Ved 6-tiden vågnede jeg med et sæt, da der stod en person lige ved siden af mig inde i bivy’en. Det var Ulrik, som stod og rodede efter min vægt. Han have fanget en græskarpe på 6,2 kg, og råbt på mig flere gange under fighten. Man har åbenbart fået et bedre sovehjerte efter man er blevet far. Vi sov et par timer mere, og pakkede sammen i godt humør over de 4 fisk vi havde fået i løbet af turen.


Alle nyheder