Seneste Nyheder

Makrelturen til Odden, 19-08-2009

Lørdag d. 1. august havde ISK makreltur fra Sjællands Odde. Vi skulle sejle med ”Skjold”, som ellers normalt sejler fra Vedbæk, men som hvert år sejler til Odden i en uges tid, for at deltage i det gode fiskeri efter makreller som der kan være heroppe. Vi skulle sejle kl. 04.00 om morgenen, så for at slippe for den lange køretur midt om natten, så mødtes Henning, John, Turan, Lars og Steen på havnen fredag aften. Der var blevet aftalt at der skulle overnattes i de ”shelters” som der er i umiddelbar nærhed af havnen. Aftenen gik med hyggeligt samvær og godt med røverhistorier, inden der blev sagt godnat ved 23.30 tiden.

Allerede kl. 02.30 ringede uret, så vi kunne være klar til afgang. Vi kom ombord på Skjold, fandt nogle gode pladser og gjorde grejet klar, og præcis kl. 04.00 lagde vi fra kaj. Vi startede med en omgang morgenmad under dæk, hvorefter man kunne nyde solopgangen på dækket, mens kursen gik ud langs Sjællands rev. Efter ca. halvanden times sejlads nåede vi Schultz grund hvor fiskeriet startede. Allerede i de første kast var der makreller, så fiskeriet tegnede til at blive rigtigt godt. Der kom hurtigt en eller flere makreller i de fleste kurve og nogle fik endda tre eller fire på en gang. Det gode fiskeri varede desværre ikke ved og efter de første par drev, blev der langt mellem fiskene. Hvis man ville mærke liv i den anden ende af linen, kunne man blot lade pirken synke helt ned til bunden, så var der masser af meget små hvillinger og fjæsinger, men det var der ikke så meget ved og det var jo også makrellerne vi var ude efter.

I løbet af de næste timer prøvede vi adskeliige pladser, på et tidspunkt var vi så langt mod nord at vi ikke længere kunne se fyret på revet og vi prøvede endda helt inde på en grund, hvor der kun var 2,8 meter under kølen, men stadig ikke flere makreller. Vi fangede dog en hel del fisk, men det var stadig mest små hvillinger, tobiser, småtorsk og nogle ret pæne fjæsinger.
Nu sejlede vi mod syd igen og prøvede på en kant med ca. 20 meter vand. Her blev det endelig til nogle enkelte makrel, men sjovt nok også en masse kuller. Hvis man lod pirken gå helt til bunden, så var der kuller med det samme. Lars præsterede at få fuldt hus, altså fem kuller på en gang. Det var ikke de store fisk (max 1 kilo), men det var sjovt at prøve, det er jo ikke en fisk man fanger hver dag.

De sidste par timer gav kun en enkelt makrel hist og her, men vejret var til gengæld perfekt, højt solskin og næsten ingen vind. Klokken 14.00 var vi tibage i havn og kunne se tilbage på en fin tur. Lars blev topscorer med 12 makreller, mens de øvrige ISK´ere havde fanget 3-10 makrel. Totalt var der fanget 64 makrel på båden, så vi fem mand havde da gjort det meget godt.
Turen blev sluttet af i havnegrillen med en god gammeldaws isvaffel og så blev kursen atter sat mod Ishøj, jeg kan da lige tilføje at det ikke var svært at falde i søvn om aftenen.
Tak for en god tur.



Alle nyheder