Seneste Nyheder

Weekend på Nordsøen, 11-05-2010






Sidst i april måned var Lars Christensen og Steen Lyngsø, afsted på en to dages tur på Nordsøen. Turen skulle egentlig have været en dag længere, men på grund af lidt rigeligt vind om fredagen, blev turen kortet ned med et døgn. Her er Steen´s beretning fra turen:

Lørdag morgen kl. 04.30 stod M/S Bodil ud af havnen i Thyborøn og satte kurs mod det første spændende vrag, som lå 6½ times sejlads ude i Nordsøen.
Undervejs fik vi os en lur i de fine køjer under dæk og efter nogle timers søvn, var morgenmaden klar og blev indtaget på dækket, mens fiskefeberen efterhånden nærmede sig det røde felt.

Kl. 11.00 var vi ved at være fremme på positionen og skipper tog gassen af motoren og vi stod straks klar med stængerne ved rælingen. Per placerede skibet perfekt i forhold til vraget og da vi nåede bunden, var der fisk med det samme. I de første par drev over vraget fiskede vi med pirk, så det var torsk og et par enkelte sej og lubber som kom ombord. Efter de første par dev, skiftede vi over til at mede med naturlig agn og det gav straks nogle langer. Der var ikke tale om de helt store fisk, men fine langer på op til godt fem kilo.

I løbet af dagen fiskede vi på fem til seks vrag, mens vi bevægede os længere og længere ud i Nordsøen. Fiskeriet var rimeligt godt og vi havde efterhånden fået en hel del torsk, langer, sej og nogle enkelte fine lubber, så der var fisk nok at rense i sejltiden mellem vragene.
Dagens sidste vrag virkede nærmest uudtømmeligt. Vi havde en del drev hen over det og der var fisk hver gang. På dagens sidste drev skulle Lars lige prøve en sidste gang med pirken og det resulterede i et tungt hug, helt nede ved bunden. Efter en herlig fight kom der en stor fisk til syne langt nede i det klare vand, og det skulle vise sig at blive turens største fisk, nemlig en flot nordsøtorsk på 11 kilo.

Under aftensmaden blev det besluttet at vi ville satse på nogle store langer på dybere vand næste dag, så da mørket lagde sig over Nordsøens rolige vand og vi hurtigt faldt i søvn i vores køjer, lagde skipper kursen mod nordvest, ud mod skrænten til Norskerenden.
Da vi var klar igen kl. 06.30, lå båden klar ved et vrag på 130 meter vand, hele 80 sømil fra havn! Vi ville lige prøve om der var nogle sej over vraget, så på de første par drev, blev der igen fisket med pirk og det gav da også nogle fine torsk og enkelte pæne sej.

Så var det ellers langerne som stod for tur og taklerne med naturlig agn blev sendt mod vraget dybt nede. Det varede ikke længe inden de første langer kom ombord, stadig ikke de helt store, men det er som regel også de mindre som bliver fanget først. Endelig var der et par stænger som bukkede lidt dybere end sædvanligt og efter at have fightet fisken op fra dybet, kunne medhjælperen på skibet, nemlig Søren, lande en flot lange på godt ni kilo. Kort efter fik Steen også sin lange til overfladen, denne var lidt mindre, men med sine 8,6 kilo, var den klart godkendt.
Nu tog strømmen desværre hurtigt til, så i de næste drev kunne vi ikke ramme vraget ordenligt. Vi måtte desværre opgive at fiske på vraget og søge ind mod lavere vand igen. Ærgerligt, for hvad kunne det ikke være sket herude på det store dyb!

Efter en lille times sejlads var vi inde på et vrag på ca. 70 meter vand og her var der fisk. Vi fik allerede i det første drev nogle pæne torsk og flere flotte sej og lubber. I det andet drev over vraget fik Steen et voldsomt hug nogle meter over bunden og efter en hård fight hvor der ikke altid var helt styr på det hele, kom der hele to flotte fisk til overfladen, nemlig en sej på 7,10 kilo på pirken og en lubbe på 5,40 kilo på ophængeren, ikke noget at sige til, at der blev revet noget line af hjulet under fighten. Lars fik også en sej på 7,50 kilo på dette vrag, så det var en underholdende halv time.

Vi fiskede videre over flere vrag og havde et godt fiskeri efter torsk, langer, sej og lubber. Det eneste der manglede var nogle flere havkatte. Der blev fanget fem stk. på turen, så det var ikke helt det som vi havde håbet på, men til gengæld havde alt andet fiskeri levet helt op til forventningerne. Midt på eftermiddagen blev der ringet op for sidste gang og kursen blev atter sat mod Thyborøn, idet vi havde godt syv timers sejlads hjem.

Det var en super tur med et skib og en skipper / medhjælper som bare er helt i top, så vi glæder os allerede til september, hvor vi skal på en tre dages tur efter de store sej. Også en tak til de øvrige deltagere på turen som vi mødte for første gang. Vi har allerede planlagt en tur sammen igen til næste år i starten af maj, hvor vi har hyret hele båden, så skal der satses på de helt store langer og havkatte oppe vest for Norge!



Alle nyheder