Seneste Nyheder

Sandart premieren, 22-06-2010






Peder Lichtenberg og Steen Lyngsø havde besluttet sig for, at årets præmierefiskeri efter sandart skulle finde sted i det jyske. Aftenen inden fiskeriet skulle starte, blev bilen læsset med agntønder, grej, drømmesenge og meget andet, samt alu-jollen som blev sat på hængerkrogen, så det var en tungtlæsset Mondeo som satte kursen mod vest. Vel fremme ved fiskevandet blev drømmesengene hurtigt slået op, så det lige kunne blive til et par timers søvn, inden fiskeriet skulle startes.

Da solen var ved at komme op på himlen, var de klar på søen. Det var en flot morgen med en total spejlblank overflade og solskin, så forventningerne var selvfølgelig høje, da fiskeriet blev indledt med at trække rundt på de velkendte pladser. Der var dog ikke meget liv på de steder, som havde budt på et godt fiskeri i de foregående år. Efter et par timer fik Steen endelig et hug på skallen som fiskede tre meter over bunden. Det skulle vise sig at være en fin sandart på 5,35 kilo, så nu var de i gang. Kort efter fik Steen endnu en fin sandart på pladsen, så nu var de overbevist om at de havde fundet ”melodien”.
Der gik dog nu et par timer uden aktivitet, så der måtte prøves noget andet for at finde fiskene. I løbet af dagen blev det til nogle flere fisk og der tegnede sig efterhånden et mønster i fiskeriet. Fiskene stod meget bundnært på 10-12 meter vand. Når der var kontakt på en plads, var det bare med at få ”plottet” positionen ind på navigatoren, for der var ofte flere fisk på lige nøjagtig samme plet, idet fiskene nærmest stod i ”klumper”.
Det var et helt andet mønster end de tidligere år, hvor mange af fiskene var taget oppe i vandet over dybere vand, men det var måske det kolde forår, som havde også her, havde skabt forandringer i fiskeriet.

På andendagen fik de hurtigt et par fisk fisk på de ”sikre” pladser, men fiskeriet var dog ikke så let som det lyder. Der skulle virkelig ledes efter fiskene, men når de så blev fundet, kunne der hurtigt komme et par fisk i båden. Samtidig var fiskene meget forsigtige, så det var med at være vågne og være opmærksomme på de ofte forsigtige nap, ellers blev agnen ”spyttet” igen.
Kort før middag fik Steen et hug på skallen som blev fisket på bundstangen helt nede over bunden. Fisken blev kroget og derefter stod den stille. Fisken kæmpede længe og tungt ved bunden, så de var ikke i tvivl om at dette var en af de helt rigtige. Efter en super fight kunne Peder føre fangstnettet ind under fisken og den blev løftet ind på afkrogningmåtten. Hvilken fisk og hvilken kondition. Sandarten blev hurtigt afkroget og holdt i fangstnettet ved bådsiden, mens vejeslyngen og kameraet blev gjort klar. Den efterfølgende vejning afslørede at fisken vejede 7,80 kilo og efter nogle hurtige billeder blev fisken genudsat, hvor den uskadt søgte hurtigt mod bunden.
Dagen gav yderligere et par fisk, inden kursen sidst på eftermiddagen blev sat mod bådebroen. Nu havde de mange timers fiskeri sat deres tydelige spor, så det var efterhånden påkrævet med nogle timers hvile.

Trediedagen startede igen ud på en rolig overflade, men efter en times tid, begyndte der et komme noget vind. Det var som om at fiskene blev lidt mere aktive i takt med at vinden øgede i styrke, men samtidig var det også sværere at se de forsigtige hug, så der blev desværre mistet nogle fisk. De nåede dog at opleve at tredobbelt hug, altså tre sandarter på samme tid, så der var virkelig gang i den. Men der var desværre også gang i vinden, så da der midt på eftermiddagen flere gange var rullet bølger ind over stævnen, den lokale vejrmand talte om 10 m/sek i middelvinden og 16 m/sek i stødene,var det på tide at søge mod land og finde hjem mod Sjælland igen.

Resultatet for de tre dage var dog glimrende, idet de havde haft hele 22 sandarter i båden. Fem fisk var over de fem kilo og snitvægten på de øvrige lå vel omkring de 4 kilo, så der var tale om nogle rigtig flotte fisk. Der skulle dog arbejdes for fiskene og der blev fisket i rigtig mange timer, men alt i alt en rigtig god tur med godt humør, super fiskeri, flot natur og et stort set perfekt sommervejr.


Alle nyheder