Seneste Nyheder

Guld igen til ISK juniorerne, 22-09-2010






Ishøj´s juniorer gjorde det igen rigtig flot ved årets DM i medefiskeri. Her er Søren Christiansen´s, som i øvrigt var "bank-runner" for drengene under stævnet, beretning fra weekenden i Nyborg:

Så har ISK-juniorer igen vist flaget !

Jonas og Mikkel tog i sidste weekend til Nyborg, for at deltage i junior DM i medefiskeri 2010. Fiskeriet foregik i Nyborg voldgrave og der var 30 deltagere fra hele landet, fordelt på 7 hold og 2 der fiskede individuelt.
Jonas og Mikkel var i år sat på hold med et par friske gutter fra Jels, som havde taget en dygtig holdkaptajn Casper Kærgård med.

1. dags fiskeri var meget varieret i forhold til hvilken sektion man var placeret i. Mathias/Jels i A sektionen havde fået en fornuftig plads og lavede en flot 2. placering. Jonas/ISK havde i sektion B fået en lidt vanskeligere plads, men fik trods bonus-fisk til nogle af de andre en 3. placering. Jacob/Jels i C sektionen havde fået en god plads og udnyttede den optimalt med en 1. placering. Mikkel/ISK havde i D sektionen fået en fin plads og trods få fisk i sektionen hev han også en fin 1. placering hjem.
Så efter lørdagens fiskeri lå Jels/ISK på en flot 1. plads med kun 7 point med Nyborg-1 lige efter med 10 point og OSK/Grindsted på 13 point.

Spisning og overnatning foregik i en hal i nærheden, og det sidste krudt der var i deltagerne denne dag, blev brugt til en fodboldkamp ’Jyderne’ mod de ’Andre’.

Søndagens lodtrækning var bestemt ikke noget at råbe hurra for, da det gav 3 placeringer midt i sektionerne, samt en plads til Mikkel, der lå langt fra de andre i hans sektion.
Jacob i A, Mikkel i B, Jonas i C og Mathias i D.
Den der lagde bedst ud var Jonas, som kun var rykket 3 pladser til højre i forhold til lørdag, og vidste hvordan pladsen kunne fiskes. Jonas lagde sig straks i front og så sig aldrig tilbage.
Mikkel havde kun få fisk på pladsen og så længe ud til at ligge bagerst i sektionen, som også indeholdt 2 andre 1’ere fra dagen før samt endnu en super dygtig junior. Mikkel fik dog kæmpet sig til fisk hele tiden, men da man ikke kunne se de andre fra sektionen fra pladsen, var det svært at følge med.
Jacob i A havde slet ingen fisk på pladsen, som polestænger kunne nå, så holdkaptajnen beordrede matchstangen frem, hvilket viste sig som en rigtig fin idé, da han pludselig fik mindre brasen ind på en plads 15-20 m ude.

Mathias i D havde fået en stille start, men fik også brasen på pladsen og en fin plade på omkring 1½ kilo fik ham helt i front.

Den sidste 1½ time skulle der virkelig kæmpes for selv de mindste fisk, men holdmæssigt så det fint ud.
Ved indvejningen var der spænding på. Jacob i A fik en flot 2. placering, Mikkel i B havde kæmpet sig op til en fin 3. placering, Jonas i C havde ikke givet de andre en chance og fik en flot 1. placering og Mathias i D ligeledes en super 1. placering.
Det gav endnu engang blot 7 point og samlet kun 14 point, hvilket gav en overbevisende sejr og flotte guldmedaljer til ISK/Jels.
Individuelt var der 3 mand der sluttede med blot 3 point :

1. plads og guld til Jacob / Jels
2. plads og sølv til Morten OSK
3. plads og bronze til Mathias / Jels

Herefter kom Jonas på en flot 4. plads med 4 point og lige efter Mikkel på 5. pladsen ligeledes med 4 point.

Så alle 4 fra holdet endte i top 5, super resultat for holdet og individuelt.

Så et kæmpe tillykke til ISK – Jonas og Mikkel fra en træt bankrunner.

Der skal også lyde en stor tak og et tillykke til Steen / Nyborg for et flot gennemført arrangement.

MEN _ MEN _ MEN, kunne det nu have ladet sig gøre uden et par topprofessionelle ’bankrunnere’ til at pyldre om de små poder ?

NEJ siger Kris og Søren,,,, JO selvfølgelig skryder Jonas og Mikkel.
Så nu er det vist på tide med en lille udfordring her på en officiel ISK side.

En rask fiskedyst sønner mod fædre om intet ringere end håneretten til næste dyst.

Så hvis I , Jonas/Mikkel ellers tør, så kom med tid og sted, og vi Kris og Søren er klar.

Knæk og Bræk Søren



Alle nyheder