Seneste Nyheder

Geddefeber, 15-03-2011

Efter en forfærdelig lang vinter var geddefeberen efterhånden ved at nå klimaks i slutningen af januar, det hjalp dog en anelse, da udsigten til en længere periode med tøvejr lå lige forude. Efter en uge med konstant varme, satsede jeg på, at isen måtte være på retræte.
Jeg tog derfor ud og inspicerede flere søer sammen med en god ven og kunne glædeligt konstatere, at flere af søerne næsten var isfrie. Efter en lodtrækning mellem, hvilken sø, der skulle "straffes" tog vi hjem og forberedte grejet til næste dags fiskeri.
Vil ankommet til søen fik vi rigget alt grejet til, og kunne konstatere at vandet var en anelse uklart og vi var derfor lidt bekymret i forhold til, hvor meget det ville påvirke fiskeriet. Efter en halv times fiskeri satte en gedde tænderne i en af vores skaller, og de værste bekymringer forsvandt som dug for solen.
Som gæst i båden fik jeg lov til at tage hugget og kunne kort tid efter mærke, at der ikke var tale om en lille fisk. Efter en fin fight håndlandede Daniel gedden, der efter en tur på vægten blev vejet til 8,4 kg.
Godt tilfreds med starten dørgede vi videre og kort tid efter, var der igen bud efter vores agn. Denne gang var det Daniels tur, der dog mistede en god fisk efter kort tid. Det samme mønster gentog sig lidt senere, og så var det blevet min tur til at tage det næste hug. Vi var nu nået til en del af søen, hvor vi ikke tidligere har haft kontakt med fisk og forventede derfor ikke den store action. Så meget større var overraskelsen da også, da vores stang med paravane for første gang indikerede hug. Jeg strammede langsomt op og var først i tvivl om, at der var tale om en fisk eller et bundhug. "Bundehugget" bevægede sig efter kort tids pause sig dog langsomt og jeg plantede krogsættet i en fisk, der i modhugget føltes rigtig god. Fisken blev fightet ind til bådsiden, hvor vi fik syn for fornemmelsen. Fisken tog her flere gange udløb ind under båden, men efter en god kamp måtte den dog til sidst overgive sig. Efter en sikker håndlanding kunne jeg meget tilfreds akkompagnere fuglene i søen med et mindre sejrsbrøl. Gedden blev vejet til 10,85 kg og var 110 cm lang. Efter en kort fotosession blev gedden selvfølgelig genudsat. Daniel skulle dog heller tage ikke tomhændet hjem på trods af hans uheld. Kort tid efter jeg havde sat gedden ud, fik Daniel en fin gedde på 7,8 kg. Vi fik efterfølgende kun et hug på resten af turen, som vi endnu engang missede. På vej hjem konstaterede vi tilfredse, at gennemsnittet på fiskene denne dag var ganske højt, men var alligevel ærgerlige over, at vi mistede 3 fine fisk. Mere ærgerlige var vi også over at se, at vejrudsigten endnu engang lovede frost et stykke ud i tiden og dermed var udsigten til flere geddeture i den nærmeste fremtid aflyst. Vi er dog klar til gedderne, når isen igen slipper taget på søerne.

Fiskene blev vejet på en 15 kg Super Samson vægt. Fisken skal både tilmeldes vores venskabelige dyst, samt til klubmesterskabet.


Alle nyheder