Seneste Nyheder

Torskeeventyr i Nordnorge, 01-05-2011







6 medlemmer af ISK havde via Jan Kristoffersen booket sig ind på en tur til Nordnorge – nærmere betegnet Sørøya – hvor det svenske firma Nordic Sea Angling (NSA) driver en fiskecamp.
Her er Søren B. Hansen´s beretning om en fantastisk fisketur:

Deltagerlisten bestod af Michael ”Dyv”Hansen, Tømrer Klaus Møller og det genopståede Team Globetrotter Steen Lyngsø, Måler Lars Christensen, Søren B. Hansen samt et ”gæstemedlem” - nemlig ingen ringere end klubbens unge storfiskerhåb Ulrik ”Pearl Necklace” Nielsen.

Helt heroppe nord for polarcirklen ved Norges 4. største ø – Sørøya – udspiller der sig et sandt torskebonanza i perioden februar-april – hvor den såkaldte skreitorsk vandre ind fra Barentshavet for at gyde i Lofoten området.

Billeder fra sidste års fiskeri i samme område - med fangst af torsk op til 39,4 kg - havde gjort indtryk på os alle og den 16.3.2011 kl. 5.00 stod vi klar i CPH med afgang mod Alta i Nordnorge. Grejet var tunet med hjul, stænger, pirke og ikke mindst kæmpe havjigs i hobetal.

Fra Alta gik det med bus til en færge som tog os det sidste stykke ud til Sørøya – hvor vi skulle bo i hytter i byen Sørvær – som ligger lige ned til havnen og bådene.

På en tur som denne skulle vi selv sejle i NSA’s udlejningsbåde – det er super offshore aluminiumsbåde af typen Arronet på 23,5 fod og med 135 HK Honda på hækken.
Og lad det være sagt med det samme – det kræver forudgående kendskab til sejlads i småbåd på havet. Lopphavet som det kaldes heroppe, er ikke for svage sjæle – det er et kæmpehav med en kæmpesø og blæsten kan rigtig godt lide at holde til her på denne årstid!

Allerede den første dag var vi klar til at sejle ud og af den stedlige guide Ulf havde vi fået besked på at vi skulle sejle over til den nærliggende fjord Breiviksfjorden – hvor der havde været godt fiskeri ugen forinden.

Dyv og Klaus havde i deres båd fået selskab af to andre fra holdet, nemlig Preben og Ole som er far og søn og vi ”døbte” med det samme vores 2 både ”Ishøjbådene” – som det senere skulle vise sig, at man ikke glemmer lige med det samme på NSA fiskecampen!

Lad det være sagt med det samme – vi røg straks lige i fiskehimlen – der var masser af fisk – som fik en god dag på Øresund til at blegne totalt.

Vi får allerede denne første dag flere torsk over 20 kg – med den største på 28 kg (PR) til skipper Måler Lars (tror de kan høre hans jubelskrig endnu i de norske fjelde). Søren synes han ville nøjes med 2 fisk denne dag og lagde derfor hurtigt ud med en 12-13 kgs fisk og derefter en ny PR på 21 kg – hvorefter den de næste 6 timer stod på blege kinder og ofring til de norske vejrguder!

Fredag var vi igen på vandet – desværre med den oplysning – at vejret for lørdag og søndag ikke signalerede sejlvejr. Igen masser af fisk – målere på stribe – og man troede næsten ikke at det kunne fortsætte….men det kunne det.

Efter aflysning lørdag og søndag var alle mand mere end tændte mandag morgen efter et par lange dage – der er ikke mange ting at foretage sig på denne gudsforladte ø.

Det skulle vise sig at denne mandag – som den er beskrevet af ejeren af NSA Jimmy Andersson på hans hjemmeside, måske blev den bedste i hans tid med fiskeri på Sørøya.

Det er helt umuligt i detaljer at beskrive det fiskeri som fandt sted i Breiviksfjorden - flere gange stod der torsk fra bunden ca. 80 meter nede og op til 7 meter under båden – fuldstændigt ufattelige mængder af fisk.

De 2 Ishøjbåde blev topscorer idet Dyv og Klaus samt Preben og Ole hev 108 målere ombord – mens vi hos Team Globetrotter måtte ”nøjes” med 95 målere, altså tilsammen 203 målere på en fiskedag til 2 både!

Det hele overgås dog – hvis man da kan tale om det på sådan en dag - af 2 fisk på hver 33 kg fanget af Dyv og Tømrer Klaus, samme dag og i samme båd! Sikke et par PR!

Hos Måler Lars fik Ulrik en flot ny PR på 27,50 kg og Søren og Måler Lars fik fisk på +20 kg. Hvis nogen skulle tale om at være kommet i fiskehimlen – så må det være på denne dag.

Næste dags fiskeri var ikke så godt da vejret igen viste sig fra sin slemme side – skipper Måler Lars fik dog holdt båden flot i den høje sø – og vi fik igen adskillige målere – med bl.a. 2 flotte fisk på 24,5 kg til Ulrik og +20 kg til Steen.

Om onsdagen stod den på hjemrejse til DK – og jeg tror godt at jeg kan sige, at alle var mætte af både oplevelser og torskefiskeri – i sandhed et torskeeventyr!

Hvis nogen skulle have fattet interesse for dette fantastiske fiskeri – så kan man kontakte Jan
Kristoffersen i Jan’s Lystfiskershop i Ndr. Frihavnsgade.

Team Globetrotter har booket sig ind igen til næste år – i jagten på en +30 kgs!


Alle nyheder