Seneste Nyheder

Storkarusse til Thoke, 23-10-2011

Lørdag d. 17. september var jeg på aftentur efter karusser. Turen startede meget sløvt og der var overhovedet ingen bobleskyer på foderpladsen frem til mørket faldt på. Efter det var blevet mørkt begyndte der dog at komme lidt aktivitet og jeg fik landet et par mindre fisk.

Ved ellevetiden kom Ulrik forbi til en øl, og han have en stor hundehvalp med, som han passede for sine forældre. Hvalpen væltede rundt og jagtede insekter i skæret fra gadelamperne.
Ved midnat fik jeg kroget en rigtig fin fisk, som trak meget elastik ud af take aparten og kørte tungt rundt ude foran. Der var ingen tvivl om at det var en god fisk, og efter en super fight fik jeg landet en rigtig flot karusse, som helt sikkert var værdig til at komme en tur på vægten og blive fotograferet.

Da kombinationen af en vild hundevalp og en take apart til 9.000 kr. ikke er det bedste match, valgte jeg lige at køre stangen ud igen.
Jeg holdt fisken i vandet mens Ulrik fandt vejeslynge og kamera frem, og ud af øjenkrogen så jeg pludselig et knæklys der forsvandt ned under overfladen. Jeg fik givet tilslag mens jeg holdt netskaftet med fødderne, og fik kroget endnu en tung fisk.
I første udløb tog den endnu mere elastik end den fisk jeg lige havde landet.

Ulrik fik gjort en sack våd og placeret den første fisk i den, så nettet igen var ledigt og klar til at lande den fisk jeg sad og fightede. Fisken ville bare ikke give op, og mens fighten stod på, fik Ulrik nulstillet vægten med vejeslyngen og vejet fisken til 1875 gr.

Endelig gav fisken op, og jeg kunne lyse ned på en fisk der var samme størrelse som den jeg lige havde landet, men denne fisk var bredere over ryggen, og høj i kroppen helt ned til halen – Det måtte bare være en +2 kilos fisk. Denne gang valgte jeg at tømme krogen for madikker inden stangen blev kørt ud igen.

Vi fik vejet fisken til 2125 gr. – min første +2 kilos i tre år var en realitet. Vi fik taget et par billeder af de to flotte specimen fisk, og efterfølgende pakkede jeg sammen efter en super aftentur, som blev årets sidste – fra nu af står den på aborre, sandart og gedder.


Alle nyheder