Seneste Nyheder

Ny klubrekord i suder, 06-07-2014

Henrik Carl har atter været på spil bag suderstængerne fanget nogle store fisk. Sæsonens hidtil største er et pragteksemplar som endda er ny klubrekord. Her er Henrik´s beretning om fangsten:

Jeg har i et stykke tid haft planer om at fiske efter (og fange!) den store og for mange velkendte suder i Poppelsøen, og da jeg hørte, at den havde været en tur på
land med en vægt på 4 kg, tænkte jeg, at jeg ville give den et par uger til at tage mere på, før jeg ville føre planerne ud i livet.

Den første tur resulterede kun i en karusse på knap kiloet, men man kan vel ikke tillade sig at blive skuffet over, at
fisken ikke kendte mine planer fra starten (eller måske gjorde den!).

Næste tur (klubbens aftentur) var lidt af en fiasko, selvom jeg fangede endnu en stor karusse og en fuldskællet spejlkarpe. Suderen var nemlig blevet fanget af en størfisker, lige inden jeg dukkede op ved søen – denne gang på 4,1 kg.

Jeg gav den et forsøg mere dagen efter, men det resulterede kun i endnu en karusse.

Fjerde tur blev lagt nogle dage senere, og jeg var på den udvalgte plads klokken 5.30.
Ca. klokken 7 gav bidmelderen lyd fra sig, og minsandten om ikke suderen havde forbarmet sig over mig.
Fighten var lettere hektisk, for suderen viklede sig ind i et stykke spunden line, som nogen havde mistet i sivene. Med hjertet oppe i halsen lykkedes det til sidst at få den i nettet, og jeg kunne straks se, at den så federe ud end tidligere.

En tur på vægten bekræftede formodningen – den vejede 4,175 kg og målte 58,5 cm.



Alle nyheder