Seneste Nyheder

Sommerbuletur på Øresund, 13-08-2015








I søndags havde vi en sommerbuletur på Øresund med ”Fyrholm” Vi startede op fra havnen allerede kl. 04.00, så der var flere som havde valgt at overnatte ombord inden turen. Dette var dog en mindre god ide, idet der var gang i to store og særdeles larmende fester lige på den anden side af havnebassinet, så det blev ikke til meget søvn.

Da alle tilmeldte 20 mand var mødt op, lagde vi fra kaj og kursen blev sat nordpå mod Ven. Det var planen at vi skulle starte på de klassiske sommerpladser på østsiden af Ven, for at forsøge at komme i kontakt med nogle af de større fisk. Efter fem kvarters sejlads var vi fremme ved den første plads og Lars begyndte at søge efter fisk. Det varede ikke længe inden at der blev råbt ” er i klar” fra styrhuset og kort efter stoppede Lars brat op. Vi ramte dog ikke bulen rigtigt, så der blev hurtigt ringet op og Lars søgte efter bulen igen og denne gang ramte han. Der bukkede hurtigt nogle stænger langs skibssiden og det var tilsyneladende nogle gode fisk. Midtskibs fik Peter en fisk på syv kilo og nede agter, stod Birger og kæmpede med en fin fisk, som skulle vise sig at veje flotte 8 kilo.
De næste par stop gav nogle mindre fisk, men så stoppede fiskeriet helt. Det skulle vise sig at sildene havde invaderet Øresund i løbet af ugen og de stod nu tæt over bunden, så Lars havde ikke en chance for at se eventuelle torskebuler.

Vi søgte efterhånden længere ned i sundet i søgen på torsk, men alle steder var problemet det samme, nemlig massive mængder af sild som stod trykket på bunden.
Der var kun en ting at gøre og det var at prøve at fange torskene oppe i vandet mellem sildene. Nu kom de lettere grejer i aktion og det lykkedes da også at fange en del torsk på denne måde.

Selvom det var en buletur, så havde forholdende med de enorme mængder sild, gjort det umuligt at udføre dette fiskeri. Vi havde dog alligevel en rigtig god og hyggelig tur, hvor der vel var godt 100 torsk oppe omkring båden. Vi havde præmier til de to største torsk og det blev som tidligere nævnt Birger´s fisk på 8 kilo som blev dagens største og Peters på 7 kilo blev nr. 2.



Alle nyheder