Seneste Nyheder

Klubturen til Stege, 16-10-2015







Jeg har længe gået med et ønske om at prøve kræfter med fiskeriet efter brakvandsgedder. Derfor havde jeg tilmeldt mig klubturen til Stege Nor. Vi var otte mand der skulle afsted, men af forskellige årsager endte vi med kun at blive fire.

Grejet var pakket og det var aftalt at Per og Steen skulle sørge for at tage klubbådene med derned. Allan og jeg selv var dernede allerede kl. 17 fredag eftermiddag. Per og Steen ankom senere fredag aften. Vi fik os noget aftensmad og der blev fortalt en masse lystfiskerhistorier inden vi gik til køjs.

Der var meldinger om rigtige gode fangster i dagene op til weekenden og forventningerne var derfor store lørdag morgen da vi spiste morgenmad. Vi fik bådene i vandt og begyndte at lede efter noget gode pladser. Vi havde fået nogle fif hjemmefra, som skulle afprøves. Fiskeriet var rigtig svært og der skete ikke det store, ikke så meget som et hug. Vi kunne se på de andre både at de også havde svært ved at overliste gedderne, og der blev ikke landet mange fisk i de andre både. Efter at vi havde prøvet næste alle slags agn i de godt pakkede grejbokse, får jeg endelig en gedde på en Savage Gear Flying Eel. Det var dejligt at der endelig kom hul på bylden. Selvom det ikke lige var på denne agn jeg havde forventet at fange på så fiskede jeg videre med den og det skulle vise sig også at blive den ene agn der blev fanget fisk på denne lørdag.

En lang dag på vandet var slut og turen fik tilbage til huset, hvor vi fik os noget dejlig mad, mens den ivrige fiskesnak fra aftenen før forsatte i mange timer.

Søndag tog vi os god tid da vi også skulle 'tjekke ud' inden vi begav os på vandet. Vi havde besluttet os for at prøve et andet sted end der hvor vi fik fisk om lørdagen. Det skulle vise sig at være et godt valg. Der gik ikke længe inden Steen får et solidt hug tæt ved båden. En flot 5+ gedde kommer til syne og glæden er stor, men desværre er den ikke ordenligt kroget og ryger af. Meget systematisk for de mistede fisk på turen, så huggede de alle meget tæt på båden. Vi fik en gedde i båden i dette område, men mistede desværre også en del fisk. Vi fiskede lidt videre i området inden vi sejlede videre. Det område der havde givet fisk om lørdag var helt dødt. Midt på eftermiddagen bliver vi enige om at kalde det en dag og sejler ind.

En svær weekend efter gedder er slut og det blev desværre kun til 3 gedder i båden, dobbelt så mange mistede fisk og nogle følgere. Heldigvis var det en dejlig klubtur i godt selskab.

En stor tak for en rigtig god tur skal gå til Allan, Per og Steen, vi ses på klubturen til næste år :o)

Mvh. Rasmus Rye Petersen


Alle nyheder