Seneste Nyheder

1. maj på søen, 16-05-2016







I april er det kun blevet til et par skuffende ørredture, for mit vedkommende. Jeg havde derfor glædet mig til geddepremieren d. 1. maj. Jesper og jeg havde booket båd på en midtsjællandsk sø, hvor vi regnede med at der ville være et godt premiere fiskeri. Her er min historie fra turen.

Klokken er 04:45 da Jesper henter mig. Grejet bliver hurtigt smidt i bilen og vi er afsted. Omkring klokken 06:00 er vi på vandet og kort efter er vi også klar med de første woblere og shads i vandet.

Vi har ikke været på vandet i en time før de føsrte 3 gedder er i båden. Det lover godt for dagens fiskeri.

Det gode fiskeri forsætte morgenen igennem og vi får begge fint med fisk.

Pludselig er der tripel-hug, alle mine tre stænger har fisk. Adrenalinen pumper, mens jeg kæmper med at få den første fisk ind, så jeg kan komme videre til de andre stænger.
Jesper tager sig af den første gedde da den kommer ind til båden, mens jeg straks griber den næste stang. Da afkrogning af gedde nummer to er klaret, er jeg spændt på om der stadig er fisk for enden af linen på stang nummer tre. Det er der heldigvis og glæder er stor da den sidste gedde bliver afkroget og genudsat.

Det er et kanon fiskeri, men de store fisk udebliver. De andre fiskere vi taler med har heller ikke fået nogen store gedder på krogen.

Inden klokken runder 11:00 har vi haft 21 gedder og 1 aborre oppe at vende i båden. Solen er begyndt at varme og det er blevet et dejligt forårsvejr. Det syntes gedderne ikke om og fiskeriet bliver svært. Vi forsøger med nye agn og prøver nogle andre spots i søen og det giver pote, selvom fiskeriet ikke er let får vi alligevel stadig fisk.

Klokken er nu 13:30 og vi er oppe på 26 gedder. Det bliver desværre ikke til flere fisk den sidste halve time, men vi kan ikke brokke os, det har været en fantastisk premiere dag.

Knæk og bræk
/Rasmus Rye


Alle nyheder