Kære alle ISKere.

Håber I nyder dagene for tiden, vejret har jo været storartet og har i den grad indbudt til at skyde forårs fiskeriet godt i gang. Bestyrelsen har her i påsken været ude med en forsinket julegave til vores samarbejdspartnere som tak for året 2020.

2020 har været et svært år for ISK. Det har til tider været svært at forene Kommunes og medlemmernes ønsker, ligeledes har det været svært at planlægge arrangementer, og når man endelig fandt en løsning på afvikling af et arrangement, dukkede nye ting op der satte en kæp i hjulet.

Hver især har vi haft en favorit aktivitet vi er gået glip af i 2020, men det vi ved der fylder allermest bredt set, er savnet til hinanden, samt vores klubaftener i klubhuset som helt klart ligger nummer 1 på savne-listen.

Trods et dårligt år på mange områder, skal vi ikke glemme det gode arbejde fra vores udvalg og alt det der rent faktisk lykkedes i 2020, samt alle de gode fiskeoplevelser medlemmerne har delt, til stor glæde for os andre. Jeg vil lige gengive nogle af de gode minder fra 2020 i form af billeder, som jeg lægger op på Facebook. Egentlig er det overraskende hvor meget der trods alt blev gennemført. Bliv endelig ved med at lægge jeres gode fiskeoplevelser op, det er netop det Facebookgruppen er til for.

Som det ser ud lige nu, er der lys forude, og der er nu noget vi i bestyrelsen kan arbejde med mht. genåbning af ISK. 

Vi holder bestyrelsesmøde d.12 april 2021 og dagens møde vil hovedsageligt omhandle genåbning og afvikling af generalforsamling, som forhåbentlig skal generere en konkret plan for genåbning af ISK.

Umiddelbart kan vi allerede åbne op for vores første officielle klubaften udendørs. Hvis alt lykkedes bliver det tirsdag d.13 april 2021 kl.18.30, men vi mangler lige en afklaring fra Kommunen med hensyn til nogle detaljer omkring afvikling. Samtidig er der også ved at blive åbnet op for juniorerne. Begge dele bliver forbundet med nogle adgangskrav, som der er ved at blive udarbejdet, hvilket vi hurtigst muligt vender tilbage med.

Med disse ord vil jeg her til slut ønske jer og jeres nærmeste et rigtig godt forår.

Knæk og bræk

Formand

Peter Jessen